Cykling

Dansker forlænger med storhold - drømmer om at køre Tour i Danmark

Niklas Eg er i godt humør, da han har forlænget sin kontrakt med Trek-Segafredo.

Også i 2020 vil World Tour-holdet Trek-Segafredo have de to danskere Niklas Eg og Mads Pedersen på holdet.

Den Vuelta-aktuelle dansker Niklas Eg og Trek-Segafredo fortsætter samarbejdet i 2020 og 2021.

Det har det amerikanske storhold netop annonceret i en pressemeddelelse.

- Jeg har det rigtig godt med at forlænge. Det er jeg super glad for, og det er dejligt at have ro på. Nu er det bare med at arbejde hårdt de næste par år og så bevise, at det er det værd, siger Niklas Eg til TV 2 SPORT.

Han kom til Trek-Segafredo i 2018 fra Team Waoo (dengang Team Virtu Cycling).

- Det føles som et rigtig godt sted at være for mig, og jeg er rigtig glad for, at holdet fortsat tror på mig. Jeg tror, at jeg fremadrettet kan lære en masse her, siger han og slår fast, at hans førsteprioritet var at forlænge:

- Det har egentlig været rimelig nemt for mig, for det har altid været min førsteprioritet at blive her. Så jeg har egentlig ikke undersøgt så meget andet ud over mulighederne for at blive på holdet.

- Mangler ikke så meget

Niklas Eg kører i disse dage karrierens anden Grand Tour, hvor det amerikanske hold jagter etapesejre. Den 24-årige dansker har endnu sin første professionelle sejr til gode.

- Jeg føler ikke, at jeg mangler så meget for at kunne være med, hvor det er sjovt. Det er måske lige et par procenter mere og lidt mere udholdenhed, så kan jeg være med, hvor jeg forhåbentlig kan køre flere finaler.

Har I talt om en udviklingsplan?

- Vi har hele tiden talt om, at det tager tid at udvikle sig. Jeg havde en god start på sæsonen sidste år, mens det andet år har været lidt sværere. Men nu føler jeg, at jeg er ved at finde fodfæste og komme lidt efter det igen.

Har I talt om, at du kan få lov til at køre cykelløb for dig selv?

- Vi har ikke kun de store løb på kalenderen, vi har også mindre løb. Et løb som i Utah i år var et løb, som jeg tidligere havde krydset af, hvor jeg kunne få lov til at køre min egen chance. Så det er primært i de mindre løb og så hjælpe Richie (Porte) og andre med diverse ting i de større løb.

Drømmer om Tour-debut i 2021

I 2021 er der Tour de France-start i Danmark, og her håber Niklas Eg at have lært det mere, så han kan få sin debut i verdens største etapeløb.

- Det kunne være fedt. Jeg tror måske ikke lige, at det kommer til at ske næste år, at jeg kører Tour de France, men forhåbentlig er jeg det stærkere til den tid (i 2021, red.). Det vil være en drengedrøm at få lov til at køre Touren i Danmark, slutter Niklas Eg.

Danske Mads Pedersen har også kontrakt med Trek-Segafredo for 2020.