- Det er unikt og fuldstændig uhørt, siger ekspert om Fuglsang

Det hører til sjældenhederne, at en rytter kan lægge så meget til en i forvejen lang karriere, mener Brian Nygaard om Jakob Fuglsangs flotte sæson.

34 år er ingen alder.

Det har den danske cykelrytter Jakob Fuglsang i den grad bevist i denne sæson. En sæson, hvor han endelig har fundet nøglen til at vinde cykelløb.

Det beviste han også mandag på 16. etape af Vuelta a España, da han kørte først over stregen i Alto de la Cubilla til sin første Grand Tour-sejr i karrieren.

Det lagt sammen med sejre i klassikeren Liège-Bastogne-Liège i april og klassementstriumfen i Critérium du Dauphiné får TV 2 SPORTs cykelekspert Brian Nygaard til at finde de helt store ord frem i beskrivelsen af det, Jakob Fuglsang præsterer i en moden alder.

- Jeg har aldrig set en cykelrytter lægge så højt et niveau oven på en i forvejen lang karriere. Det er unikt og fuldstændig uhørt i cykelsporten, lyder det fra eksperten.

- Det, der imponerer mig allermest ved Fuglsang, er, at han aldrig selv har mistet troen på, at det kunne lade sig gøre. Køen har ellers været lang for andre, der ikke har ment, at han kunne vinde løb og blive en stor cykelrytter.

48 dage efter Tour-styrt

Samtidig mener Brian Nygaard, at det er et bevis på en ukuelig vilje, at Jakob Fuglsang bare 48 dage efter et smertefuldt tidligt farvel til sæsonens helt store mål, Tour de France, er i stand til at køre sig til en sejr i den store Spanien-rundtur.

- Det er et kæmpe comeback efter at være styrtet. Mange ville måske også have knækket moralen og ikke have lyst til at køre Vueltaen. Så kommer han tilbage og vinder. Det er høj klasse.

Der ligger også en vigtighed i, at den danske Astana-rytter nu endelig fik hentet en sejr i en Grand Tour. Det mener Chris Anker Sørensen efter dagens gevinst på bjergetapen i det spanske.

- Det betyder rigtig meget. Man skriver sig ind i historiebøgerne på en anden måde, og de tre Grand Tours betyder rigtig meget. Efter at det gik galt i Touren, er det godt at vise over for sig selv og alle andre, at han godt kan, og at han er en god cykelrytter, lyder vurderingen fra TV 2 SPORT-eksperten.

- Det er en rigtig vigtig sejr for ham. Liège-Bastogne-Liège er selvfølgelig større, men han manglede at få den her Grand Tour-etapesejr på et allerede flot CV.

Efter mandagens etapetriumf gjorde Jakob Fuglsang det klart, at han er klar på at jagte resultater hele vejen, til cykelåret 2019 lukkes ned. Derfor kan der stadig være masser at glæde sig til på landevejene, når den 34-årige dansker træder igennem. Det mener Brian Nygaard:

- Det her er den foreløbige krone på værket. Sådan som han kører lige nu, er det ikke nu, vi skal lukke kontoen.

Jakob Fuglsang er noteret for 22 professionelle sejre i karrieren - de 10 er kommet fra og med 2017.