Det overraskede mange, at det var Fuglsangs første Grand Tour-sejr

16x9
Fuglsang køre først over stregen til hans første Gran Tour etapesejr Foto: Ander Gillenea / Ritzau Scanpix

KLUMME: Jakob Fuglsang tog en - på alle mulige måder - vigtig sejr op ad Alto de la Cubilla på endnu en vild dag i den altid vilde Vuelta.

Hvis Bossy og Jazzy fra Østkyst Hustlers følte sig langt væk, da de var på skoleudflugt i Holbæk, ja så ved jeg ikke, hvordan de ville have følt, hvis de var med oppe på gårsdagens målstigning Alto de la Cubilla.

Jeg tror, at køerne, der græssede fredeligt på marken deroppe, fik stress af pludselig at se mennesker - noget de helt sikkert ikke gør til daglig.

Hvis det ikke var fordi, min sidemand var en ko, havde jeg givet ham et kys

Spørgsmålet var måske, hvor meget af virakken de stakkels køer egentlig opfattede, da tågen lå tæt oppe på toppen. Jeg må indrømme, jeg var lidt mismodig deroppe i tågen, da jeg efterhånden frøs så meget, at jeg ikke kunne holde hænderne i ro.

Varmen kom dog tilbage, da det var Jakob Fuglsang, der kom først ud af tågen og tog sin første Grand Tour-sejr.

Hvis det ikke var fordi, min sidemand var en ko, havde jeg givet ham et kys.

Det at få en Grand Tour-etapesejr betyder meget selv for så stort et navn som Fuglsang.

Det er Jakob Fuglsangs første Grand Tour-etapesejr i karrieren. Video: TV 2 SPORT

Overraskede kollegaer

Mange af mine kollegaer var faktisk overraskede over, han ikke have nogen. Jeg tror, mange af dem tog det som en selvfølge, at en rytter af Jakob Fuglsangs kaliber havde nogle stykker. Det har da også været tæt på nogle gange; fem andenpladser i Grand Tour-sammenhæng er det blevet til igennem årene.

Derudover har Jakob jo også oftest enten været luksushjælperytter med en låst rolle eller selv kørt klassement. Det er alt andet sværere at være bedste mand, når man sidder i klassementsgruppen, i forhold til at være bedste mand i et udbrud.

Stadigvæk var det en flot sejr i går, der bare endnu engang understregede, at Jakob Fuglsang i år er bedre en nogensinde før. Derudover viste han også, at han kan rejse sig igen efter store skuffelser - en kvalitet, der er rigtig vigtig som professionel cykelrytter.

Movistar ser ud til at lide under devisen om, at for mange kokke fordærver maden

Nu har jeg jo været nede til Vueltaen en lille uges tid, og nogle åbenlyse forskelle springer i øjnene i forhold til blandt andet Tour de France.

Antallet af tilskuere er én ting. En af forklaringerne herpå er selvfølgelig placeringen i kalenderen efter sommerferien. Noget andet er, at Tour de France-arrangørerne er gode til at lægge afslutningerne steder, der er lidt mere fremkommelige end i Vueltaen. Faktisk var jeg imponeret over, hvor forholdsvis mange der var på vej op af Alto de la Cubilla - dens beliggenhed taget i betragtning.

Mængden af motionscykelister, der kæmpede sig op mod toppen for at heppe på rytterne i Vueltaen, gjorde mig også taknemmelig. Mange af de samme folk gjorde helt sikkert det samme for mig, da jeg for nogle år siden kørte Vueltaen. De tilråb og den stemning, tilskuere giver, gør, at når det hele ikke giver mening, og smerterne i benene er ved at tage pusten fra en, ja så kan man alligevel finde ressourcer til at fortsætte.

Mindre, men ikke dårligere

I Vueltaen finder de også hele tiden nye stigninger, som regel med vildere stigningsprocenter, gerne veje som kun lokale landmænd normalvis bruger.

Den i går var lidt en undtagelse, selvom også den var ny. Hvorimod de i Tour de France bruger klassiske stigninger, dem med en stor historie og masser af myter. Jeg tror, de fleste, der ser cykelsport, kan nævne ti Tour de France-stigninger, men at nævne ti klassiske Vuelta-stigninger er straks sværere.

Måske er det dog meget fornuftigt af arrangørerne ikke at konkurrere på det historiske med Tour de France, for den kamp er tabt på forhånd. Til gengæld kan de kæmpe på den innovative front, hvor nogle af de ting, der har været afprøvet i Vueltaen, smitter af på Tour de France. De kortere etaper samt de til lidt stejlere stigninger, der også har fundet vej til Tour de France.

Selvom Vueltaen er den mindste af de tre store, er det ikke dårligt cykelløb af den grund.

Hvem udfordrer Roglic?

Måske netop på grund af at der er knap så meget på spil, er folk villige til at smide tøjlerne lidt mere og tænke ud af boksen. Vi har set nogle store angreb både fra Astana og Movistar. Astanas kaptajn Miguel Ángel López har dog ikke kunnet gøre det helt færdig, og Movistar ser ud til - som så mange andre gange - at lide under devisen om, at for mange kokke fordærver maden.

Nario Quintana har en nedadgående formkurve, og Valverde viser også svaghedstegn, så hvis jeg var sportsdirektør for Movistar, ville jeg gå lidt mere konservativt til værks.

Jeg ville prøve at holde fast i andenpladsen og en podieplacering fremfor at satse stort og prøve at ryste Roglic, som fortsat ser yderst velkørende ud.

Pogacar virker sin unge alder til trods til kun at blive bedre, som løbet skrider frem, men han er tilfreds med at holde podieplaceringen og har samtidig ikke noget hold, der kan gøre forskellen.

Dermed skal de storstilede angreb komme fra López og hans Astana-hold. Dette ser jeg faktisk ikke som noget skidt for Jakob Fuglsang. Den måde, de to sidste bjergetaper er designet på, gør, at du skal have folk ud i udbrud som forposter for at gøre en forskel.

Engang imellem kan forposten dog få lov at komme i spil til etapesejr, som vi så på både 15. og 16. etape.