Fuglsang er klar til at ofre Tour-drømmen næste år

Jakob Fuglsang drømmer om OL-guld, og det kan få stor indflydelse på, hvordan han kører Tour de France i 2020.

I nogle år har Jakob Fuglsang jagtet drømmen om et stort resultat i Tour de France.

Især siden sejrene begyndte at vælte ind i 2017 blev barren sat på podiet og endda Tour-sejren.

Det er dog aldrig blevet til mere end en syvendeplads, og næste år vil den danske Astana-rytter gerne ofre sin chance i klassementet helt og holdent.

- Der er et OL, som jeg godt kunne tænke mig at fokusere lidt på. Det ligger lidt dårligt i forhold til Touren, siger Jakob Fuglsang til TV 2 SPORT.

Tour de France slutter den 19. juli, mens OL-landevejsløbet i Japan køres den 25. juli.

Samme plan som i Vueltaen

Jakob Fuglsang peger derfor på, at han gerne vil køre Tour de France, ligesom han har kørt det igangværende Vuelta a España.

Han kom til Vueltaen med ambitionen om at vinde en etape, samtidig med at han skulle hjælpe Miguel Ángel López i klassementet.

- Det kunne nemlig være en løsning. Måske køre Giroen (i maj, red.) - alt efter hvad holdet ønsker. Det kunne være at køre Giroen og så komme til Touren og køre, som jeg har gjort her og bruge Touren som forberedelse til OL, siger Fuglsang.

Så simpelt er det dog ikke nødvendigvis.

Touren er det vigtigste

Godt nok er OL en kæmpemæssig begivenhed, som kun finder sted hvert fjerde år. Det ændrer bare ikke ved, at Tour de France er verdens største og mest prestigefyldte cykelbegivenhed.

- Det er så spørgsmålet, om der er nogen hold, der synes, det er en god idé at bruge Touren som forberedelsesløb. Det plejer at være et løb, hvor holdet skal stå knivskarpt, for det er det første og vigtigste, siger den 34-årige dansker.

- Det er ikke mange hold, der siger: ”Jo, jo, du kan godt tage hjem efter 14 dage eller på 18. etape, for vi har ikke brug for dig lægnere.” Det plejer ikke at være sådan i Touren.

Fuglsang har rigtig gode minder fra OL, og det er en del af drivkraften.

Vil veksle sølv til guld

Legene i Rio i 2016 var nemlig med til at markere et vendepunkt i Fuglsangs karriere. I fire år havde han ikke vundet et eneste cykelløb, men pludselig stod han med en sølvmedalje.

Siden da er det blevet til ti professionelle sejre - senest på 16. etape i Vueltaen, der var hans første i Grand Tour-sammenhæng.

- Jeg kunne godt tænke mig at bytte den ud med en guldmedalje. Jeg er klar over, at det vil blive utrolig svært, men efter hvad jeg har hørt, skulle ruten i Japan ligge godt til mig. Så jeg synes også, jeg skylder at give det en ordentlig chance og få byttet medaljen ud, siger Fuglsang til TV 2 SPORT.

- Efter Rio er det gået op for mig, hvor vigtigt og stort OL er. Jeg har det som et af mine mål, måske også for at have et lidt anderledes mål. Det er noget ekstra, så jeg vil gerne forsøge at gøre det godt. Men det kommer an på, hvad taktikken bliver i forhold til Tour de France og klassementet. Vi får se.