Fuglsang viser mig, at han er meget, meget klar, siger landstræner før VM

16x9
Jakob Fuglsangs etapesejr i Vuelta a España glæder den danske landstræner Anders Lund. Foto: Ander Gillenea / Ritzau Scanpix

Jakob Fuglsangs imponerende Vuelta-sejr er bestemt ikke gået ubemærket hen hos landstræneren, der i disse dage skal udtage VM-truppen.

Den danske Astana-rytter vandt mandag sin første Grand Tour-etapesejr i karrieren, da han på imponerende vis kørte fra alt og alle på den bjergrige 16. etape af Vuelta a España.

Og landstræneren Anders Lund udtrykker rigtig stor tilfredshed oven på den store danske bedrift.

- Jeg er meget, meget glad på Jakobs vegne. Og jeg synes bare, det cementerer, at han har haft gang i en helt speciel sæson, hvor tingene lykkes for ham. Han kører på et rigtig, rigtig højt niveau, siger landstræneren til TV 2 SPORT.

Vuelta-sejren kommer efter en flot sæson af Fuglsang, der blandt andet har budt på en sejr i cykelmonumentet Liège – Bastogne - Liège og den samlede sejr i det franske ottedagesløb Critérium du Dauphiné.

Fuglsang har selv udtalt, at Vuelta a España bliver brugt som forberedelse til VM, der bliver kørt 29. september i Yorkshire.

Og med den spanske etapesejr er han kun kommet tættere på en VM-udtagelse.

- Han viser jo mig, at han er meget, meget klar. Sådan et resultat er jo virkelig at hejse flaget og vise, at han er, hvor han skal være. Så det har jeg da noteret mig frem mod landsholdsudtagelsen, siger Anders Lund.

En ’håndfuld ryttere’ er på blokken

Den danske landstræner gør VM-truppen officiel på mandag.

Anders Lund vil derfor ikke afsløre nogen navne, men allerede nu fastslår han, at en håndfuld ryttere er så godt som sikret en plads.

- Der er en håndfuld, hvor det ville overraske mig meget, hvis de ikke kommer med i forhold til det, jeg har stående på min blok. Men det er det tætteste, jeg vil komme det nu.

De andre VM-nationer er så småt begyndt at udtage deres trupper, og det bliver de helt store verdensstjerner, som de danske ryttere skal konkurrere mod.

Belgien har blandt andet udtaget supertalentet Remco Evenepoel og de mere garvede stjerner Greg Van Avermaet og Phillipe Gilbert, mens Holland føres an af blandt andet Mathieu van der Poel, Bauke Mollema og Niki Terpstra.

VM i landevejscykling køres 29. september i Yorkshire, og du kan følge hele løbet på TV 2 SPORT.