Vuelta a España

Roglics fremtid afsløret i spøjs og stjernespækket video

Primoz Roglic fører Vueltaen med knap tre minutter før de sidste fem etaper.

Slovenske Primoz Roglic har forlænget sin kontrakt med Jumbo-Visma, så den nu løber frem til 2023.

Pilen har kun peget i én retning, siden slovenske Primoz Roglic besluttede sig for at parkere karrieren som professionel skihopper til fordel for cykling.

Siden 2016, hvor han kom til det hollandske hold Jumbo-Visma, har han noteret sig for 26 sejre, og den liste er ved at kulminere i det igangværende Vuelta a España, hvor Roglic med fem etaper tilbage fører med knap tre minutter ned til Alejandro Valverde.

Nu har Jumbo-Visma så kvitteret for præstationerne ved at give Roglic en - i cykelmæssig henseende - lang kontrakt.

Den løber nu frem til 2023.

Stjerner med i video

Multitalentets forlængelse blev afsløret i en humoristisk video på Twitter fra Jumbo-Visma, der har fået en række hollandske sportsstjerner til at erklære deres interesse i at sikre sig Roglics underskrift.

Først er der et opkald fra Toon Gerbrands, der er direktør i fodboldklubben PSV Eindhoven.

Efterfølgende ringer speedskateren Sven Kramer, der fire gange har vundet OL-guld.

Også fodboldspilleren Frenkie de Jong, der er skiftet til FC Barcelona, giver et kald i et forsøg på at få Roglic til den spanske storklub.

Dartstjernen Michael van Gerwen forsøger ligeledes at få ham som holdkammerat.

Til sidst bliver der dog givet hånd mellem Jumbo-Visma og Primoz Roglic, hvor en kontrakt frem til 2023 bliver præsenteret.

Får muligheder

I den mere alvorlige ende forklarer Roglic i en pressemeddelelse, hvorfor han bliver hos Jumbo-Visma.

- Som rytter kom jeg ind på holdet som relativt grøn, og jeg har udviklet mig med hjælp fra holdet. Jeg fik muligheder og støtte.

- Vi forbedrer os stadig, og vi har stadig det bedste til gode, siger Primoz Roglic i en pressemeddelelse.

- Jeg er virkelig glad for min rolle på holdet. Det vigtigste argument for en forlængelse er, at jeg får muligheder her. Jeg kan lide at vinde, siger han.

Juniorverdensmester i skihop

Roglic blev juniorverdensmester i skihop i 2007. Fire år senere var han ude for et alvorligt styrt og lagde sporten på hylden.

I stedet begyndte han i 2012 at cykle og sikrede sig året efter en kontrakt med det italienske hold Adria Mobil.

I 2016 hentede Jumbo-Visma ham til holdet, og han kvitterede hurtigt med sejren på enkeltstarten i Giro d'Italia samme år.

Siden er det blandt andet blevet til to etapesejre i Tour de France, to i Giro d'Italia samt samlede sejre i etapeløbene Romandiet Rundt, Baskerlandet Rundt og Tirreno Adriatico.