Fuglsang og López får tidsstraf efter vild etape

16x9
Jakob Fuglsang og Miguel Ángel López forbrød sig mod reglerne med omkring 44 kilometer til mål på 17. etape. Foto: TV 2 SPORT

Jakob Fuglsang og kaptajn Miguel Ángel López hjalp hinanden lidt for meget på 17. etape.

Astanas kaptajn Miguel Ángel López røg fra fjerde- til femtepladsen i klassementet, og efter den kaotiske og hektiske 17. etape i Vuelta a España var der mere dårligt nyt for holdet.

Løbsjuryen har nemlig tildelt Miguel Ángel López og danske Jakob Fuglsang en tidsstraf på ti sekunder i klassementet, fem point i pointkonkurrencen samt en bøde på 3400 kroner til hver.

Hændelsen blev umiddelbart ikke fanget af tv-kameraerne, men løbsjuryen har tildelet straffen, fordi de to holdkammerater har hjulpet hinanden med en såkaldt hand sling, hvor den ene har trukket den anden frem.

Mens straffen er ubetydelig for Jakob Fuglsang, der er langt efter i klassementet, betyder det for López' vedkommende, at han nu fire minutter og ni sekunder efter Primoz Roglic i førertrøjen.

Længere fra podiedrøm

I forhold til drømmen om at slutte på podiet er López 1 minut og 21 sekunder fra en plads i top-3.

Inden 17. etape var Fuglsangs holdkammerat eller kun 17 sekunder fra tredjepladsen, men Nairo Quintana - dagens helt store vinder i klassementet - sad med i frontgruppen, da feltet blev splittet i sidevinden tidligt på etapen, kom i mål mere end fem minutter før favoritfeltet.

Han indtager nu andenpladsen i klassementet, hvor han er 2 minutter og 24 sekunder efter Roglic.

17. etape blev vundet af Deceuninck - Quick-Steps Philippe Gilbert.

Philippe Gilbert var en del af etapens store udbrud, da han vandt årets anden etapesejr i Vuelta a España. Det er samlet hans 7. etapesejr i den spanske Grand Tour. Video: Louise Lind