Valverde forklarer angreb midt i stort Quintana-comeback

Movistar spillede højt spil, da Nairo Quintana sad med i frontgruppen langt foran den røde førertrøje.

17. etape i Vuelta a España er en af de etaper, der vil blive husket.

På forhånd var der blevet råbt højt om muligheden for angreb i sidevinden, og der skulle ikke gå mange kilometer, før det skabte kaos og splittelse i feltet.

Knap 50 ryttere kom med i frontgruppen, heriblandt Movistar-rytteren Nairo Quintana, der inden etapen var på sjettepladsen mere end syv minutter fra Primoz Roglic i den røde førertrøje.

De øvrige ryttere i klassementstoppen sad tilbage i feltet, og afstanden kom op på over seks minutter, så ikke alene Roglic, men også de øvrige ryttere på podiepladserne, Movistars Alejandro Valverde og Tedej Pogacar fra UAE kom i fare.

Reddet af Astana

Med knap 50 kilometer til mål gik Movistar og Valverde så i front af favoritgruppen, og det kostede hurtigt Quintana-gruppen i front et minut af forspringet.

- Vi accelererede for at sætte ryttere af, men Astana var rigtig stærke og havde stadig ryttere med i front. Astana reddede fuldstændig Roglics førertrøje, siger Alejandro Valverde ifølge AS.

Planen var altså, at der skulle opstå splittelse i gruppen ved at fjerne så mange hjælperyttere og store motorer som muligt, således at Quintana-gruppen kunne øge forspringet og true Primoz Roglic.

Galt eller genialt?

Astana, der kører for Miguel Ángel López, som inden etapen var på fjerdepladsen, stod for det primære arbejde i gruppen til målstregen efter Movistars forcering.

- De får isoleret Roglic, men var der røget en eller to af López’ folk også, havde de nærmest været alene. Det kunne være gået fuldstændig i stå, og de skulle til at samle de andre op. Jeg synes, de er heldige med den taktik, at de ikke taber mere, siger cykelekspert Rolf Sørensen.

Under etapen var han og ekspert Brian Nygaard voldsomt forundrede over Movistars udspil.

Philippe Gilbert var en del af etapens store udbrud, da han vandt årets anden etapesejr i Vuelta a España. Det er samlet hans 7. etapesejr i den spanske Grand Tour. Video: Louise Lind

Chris Anker Sørensen derimod hyldede taktikken.

- Jeg synes, det var ganske intelligent gjort, for Roglic blev isoleret. Sker der noget med ham, er han helt alene. De er rigtig heldige med, at Astana var så stærke, som de var. Hvis López også havde været isoleret, var det gået fuldstændig i stå. For en gangs skyld syntes jeg, Movistar kørte fantastisk, siger han.

Quintana på andenpladsen

Primoz Roglic sidder fortsat tungt på førstepladsen i Vuelta a España, hvor hans forspring til andenpladsen dog er blevet mindsket.

Den plads sidder Nairo Quintana nu på.

- Idéen var at svække Roglics hold og køre frem. Vi er stadig med i kampen om førertrøjen, siger Quintana ifølge AS.

Colombianeren kom i mål 5 minutter og 19 sekunder før favoritgruppen og er nu 2 minutter og 24 sekunder efter sloveneren, mens holdkammeraten Valverde fortsat er 2 minutter og 48 sekunder efter.

Klassementet efter 17. etape
Klassementet efter 17. etape Foto: TV 2 SPORT