Vuelta a España

Dansker sendt på strafaktion: - Havde ingen anelse om, hvad forventningen var

Trek-Segafredo havde ikke nogen mand i udbruddet, og derfor blev rytterne ifølge Niklas Eg straffet af deres eget hold.

Efter en lang og hård kamp ramte 13 mand udbruddet på Vuelta a Españas 18. etape, men ingen fra Trek-Segafredo havde ramt det afgørende ryk.

Det faktum var alt andet end populært, fortæller holdets danske Vuelta-rytter, Niklas Eg.

- Det gik sgu ikke så godt. Vi skulle have været i udbrud, men det kom vi ikke, siger han til TV 2 SPORT.

Da udbruddet endelig fik lov til at køre og havde en håndfuld minutters forspring, satte fire Trek-Segafredo-ryttere sig pludselig frem i feltet for at føre. Det fremstød var der ifølge danskeren ikke de store perspektiver i.

- Det var, fordi vi ikke var i udbrud. Så var det ligesom straffen. I bund og grund var det egentlig i orden, for vi skulle have haft en mand med. Det rakte benene bare ikke til i dag (torsdag, red.).

Her bliver Trek-Segafredo sendt frem i fronten, fordi de ikke har ramt udbruddet Video: TV 2 SPORT

Niklas Eg var en af de ’heldige’, der fik fornøjelsen af at tage del i strafaktionen. Her sad han ude i vinden uden helt at kende til holdets taktik – og om der overhovedet var nogen.

Var der et håb om, at I kunne hente udbruddet, siden I satte jer frem at føre?

- Jeg skal ærligt indrømme, at jeg faktisk ikke vidste, hvad forspringet var på daværende tidspunkt. Så det ved jeg ikke. Jeg havde ingen anelse om, hvad forventningen var. Umiddelbart tror jeg, de var lidt for langt væk.

Glæder sig til Madrid

Med tre etaper tilbage i årets løb og nul etapesejre til det ambitiøse mandskab får de travlt på de kommende etaper.

Niklas Eg kan dog godt mærke, at han efterhånden ikke har så meget mere at skyde med i benene i sin kun anden Grand Tour.

- Lige nu glæder jeg mig bare til Madrid.

Vueltaen slutter på søndag i den spanske hovedstad.