Vuelta a España

Etapevinder i Vueltaen overraskede sit hold - mødte op i slidte cykelsko

Det colombianske cykeltalent Sergio Higuita har haft en kometagtig debutsæson, men vakte stor opsigt ved sit første møde med World Tour-holdet.

Da den colombianske cykelrytter Sergio Higuita krydsede målstregen på 18. etape af Vuelta a España skete det i en sand glædesrus med armene højt hævet over hovedet og et stort smil på læberne.

Sejren efter et langt soloridt på den bjergrige etape var den hidtil største i EF Education First-rytterens korte kometagtige karriere, men livet som professionel cykelrytter har ikke altid været lige let for den 22-årige colombianer.

Det fortæller Sergio Higuita i et interview med den colombianske avis El Espectador.

Opdraget på cykelbanen

Sergio Higuita voksede op i byen Medellín i den vestlige del af Colombia i provinsen Antioquia i trange kår.

Hans cykelkarriere begyndte så småt som femårig, hvor han fik interesse for sporten via en klassekammerat, der vandt et klassisk cykelløb, som den colombianske avis El Mundo organiserede.

Sergio Higuita vinder den bjergrige 18. etape af Vueltaen 2019.

Oplevelsen tændte en indre ild i den unge dreng, som fra den dag blev besat af cykelsporten.

Sine fødselsdage var han ligeglad med. Den eneste dato, han virkelig glædede sig til år efter år, var dagen, hvor det lokale cykelløb blev kørt.

Sergio Higuita udviklede sine evner gennem flere år ved at køre som en vild på de lokale cykelstier.

Men det var først som 12-årig, at hans unikke talent for cykelsporten blev opdaget af Efraín Domínguez, en af de bedste baneryttere i Colombias historie.

På cykelvelodromen i Medellín lærte Higuita alt om banecykling og fik derigennem udviklet sine særlige sprinterevner.

Sergio er et særligt talent. Han er sjældent uden for podiet i nogle af de løb, som har stigninger

Jonathan Vaughters, sportsdirektør EF Education First

Mødte op i slidte cykelsko

Det blev EF Education First, der opdagede Higuitas unikke talent, men det amerikanske cykelhold sendte i første omgang colombianeren til Spanien for at køre for det baskiske pro-kontinentalhold Fundación Euskadi.

Holdet mente, at Sergio Higuita manglede europæisk erfaring, før han kunne køre på World Tour-niveau.

Sergio Higuita gjorde sig hurtigt bemærket på det baskiske cykelhold af én speciel grund.

Den unge colombianer vakte nemlig stor opsigt ved at møde op til træning i cykelsko, der både var slidte, beskidte og lige til at smide ud.

Higuita fik kun fem måneders læretid på det spanske pro-kontinentalhold, men nåede på den korte tid at gøre et stort indtryk.

Forfremmet til World Touren

Sergio Higuita imponerede ved at køre lige op med nogle af cykelsportens største navne som Alejandro Valverde, Mikel Landa, Tim Wellens og Yates-brødrene.

Derfor blev den nu 22-årige colombianer hurtigt forfremmet til øverste hylde af EF Education First.

Han fik sin debut på World Touren ved Tour of California i maj i år, hvor han endte som nummer to i den samlede stilling.

Med sine opsigtsvækkende præstationer deutsæsonen bliver Sergio Higuita betegnet som et af de nye store håb for colombiansk cykelsport - sammen med Tour de France-vinder Egan Bernal og Iván Sosa.

Rift om Higuitas underskrift

Da EF Education First fik Higuita tilknyttet holdet i maj, udtalte sportsdirektør Jonathan Vaughters, at colombianeren var en usleben diamant:

- Sergio er et særligt talent. Han er sjældent uden for podiet i nogle af de løb, som har stigninger.

Flere World Tour-hold var interesserede i den 22-årige colombianers underskrift, men Sergio Higuita var ikke i tvivl, da EF Education First meldte sin interesse.

Higuita udtalte, at han var lykkelig over at blive tilknyttet sit nye amerikanske World Tour-hold:

- Jeg kan ikke beskrive, hvor lykkelig jeg er... Jeg ser frem til at arbejde for folk som Rigoberto Uran og Tejay van Garderen. Jeg så op til dem, da jeg var yngre, og det er en kæmpe motivation at køre sammen med dem, lød det fra Sergio Higuita forud for sin debut i Tour of California.

I den samlede stilling af årets Vuelta a España ligger Sergio Higuita aktuelt på en samlet 14. plads mere end 32 minutter efter løbets førende rytter, slovenske Pirmoz Roglic.