Vuelta a España

Fransk udbryder sejrer i Vueltaen efter genistreg

Remi Cavagna stak af fra et udbrud i modvind, og til sidst kørte han alene over målstregen i Toledo.

Franskmanden Remi Cavagna (Quick-Step) kan nu også kalde sig vinder af en etape i et grand tour-løb.

Efter 165 forholdsvis flade kilometer, men med meget sidevind, sejrede den 24-årige cykelrytter på 19. etape af Vuelta a España. Det var hans tredje sejr i karrieren.

Cavagna var længe en del af, hvad der lignede et for feltet ufarligt udbrud, men 20 kilometer før målstregen besluttede han sig for at være sin egen lykkes smed.

Her angreb han i modvind, og det viste sig at være et klogt træk. Med en kraftanstrengelse fik han akkurat kæmpet sig i mål fem sekunder før hovedfeltet.

Etapen udviklede sig kortvarigt til et uventet drama, da flere ryttere styrtede med lidt under 70 kilometer til mål. Førende Primoz Roglic (Jumbo-Visma) og Astana-kaptajn Miguel Ángel López var blandt de ryttere, der var involveret.

Samtidig var der en del sidevind på ruten, og Movistar benyttede omstændighederne til at sætte tempo i håb om at bringe løbets samlede nummer to og tre, Alejandro Valverde og Nairo Quintana, i spil til en samlet sejr.

Afstanden ned til Roglic nåede op på et minut, og sloveneren brugte mange kræfter på at mindske afstanden.

Movistar sænkede tempoet

Det viste sig dog ikke at være nødvendigt, for cirka 15 kilometer efter styrtet sænkede Movistar tempoet, så Roglic, Lopez og resten af et fuldstændig splittet felt kunne samles igen.

Det skete muligvis, fordi Movistar-lejren ville vise fairplay, da holdet fandt ud af, at det var et uheld, der bremsede Roglic og co.

Valverde gav tegn, og Movistar stoppede føringen. Video: Malthe Henriksen

Alt dette skete, mens udbruddet jagtede en etapesejr. Her var Remi Cavagna mest aggressiv og stak af med 20 kilometer til målstregen.

Franskmanden trampede løs, men med et par kilometer til mål var det stadigvæk lige på vippen, om et frådende felt kunne nå ham. Feltets tempo var dog akkurat ikke højt nok til at hente Cavagna på brostenene i Toledo.