Vuelta a España

Grand Tour-debutant begejstrer norske kommentatorer: Ved at skrive historie

Lotto Soudal-rytteren Carl Fredrik Hagen er med tre etaper tilbage i Vueltaen på vej mod Norges bedste Grand Tour-resultat nogensinde.

Norge har længe haft en Hagen i cykelsportens absolutte top i form af Edvald Boasson Hagen. Nu er der kommet en ’ny’ Hagen, og han er i gang med at overraske alt og alle i Vuelta a España.

Navnet er Carl Fredrik Hagen, og noget utraditionelt kører han som 27-årig sin første sæson som professionel cykelrytter. I sin Grand Tour-debut er han med tre etaper tilbage nummer otte i løbet med de mange stjerner, som han kører side om side med dag efter dag.

- Haha – ja, det er store ryttere. Det skal jeg ikke lægge skjul på. For mig er det bare en stor motivation. Jeg er jo en fyr fra Oppegård, der godt kan lide at cykle, siger Lotto Soudal-nordmanden til TV 2 SPORT.

18. etapes hårde bjergetape kørte han over målstregen på en sjetteplads foran blandt andre Nairo Quintana og Tadej Pogacar. Det efterlod kommentatorerne på TV 2 Norge i ekstase.

- Det er helt ellevildt, udbrød Christian Paasche fra kommentatorboksen, inden hans makker, Magnus Aarre, tilføjede:

- Det er en af de bedste præstationer af en norsk cykelrytter nogensinde, og det kan vi hurtigt slå fast.

Selv begrunder Carl Fredrik Hagen ydmygt torsdagens imponerende kørsel med, at ruten passede ham.

- Det var som ventet en hård dag med fire hårde kategori 1-stigninger, men ikke alt for stejle, og det kan jeg godt lide, siger han.

Begyndte at cykle som 22-årig

Men hvor kommer denne norske åbenbaring egentlig fra, og hvorfor blev han først professionel cykelrytter som 27-årig?

Jeg skal ikke forsvare nogen placering, men hellere prøve at angribe dem

Carl Fredrik Hagen

Carl Fredrik Hagen stiftede for første gang bekendtskab med landevejscykling som 22-årig i 2015, men han havde aldrig troet, at han skulle kunne leve af det. Han havde nemlig ”nul interesse for cykelsport”, som han selv formulerer det.

27-årige Carl Fredrik Hagen fortæller sin historie. Video: Sanne Jakobsen

Før han kastede sig over cykling, havde han været forbi løb, cykelcross, langrend, vintertriatlon, duatlon og nærmest alle andre mulige udendørssportsgrene. Men siden han trådte de første kilometer på en landevejscykel i Oppegård syd for Oslo, har han ikke kigget sig over skulderen mod de andre sportsgrene.

Samme år, som han begyndte med landevejscyklingen, blev Carl Fredrik Hagen en del af kontinentalholdet Team Sparebanken Sør, inden han to år senere tog skridtet videre og skiftede til Team Joker Icopal. Her blev han spottet af World Tour-holdet Lotto Soudal, som skrev en toårig kontrakt med den 27-årige rytter.

Vil angribe sig til norsk cykelhistorie

Der skal gå meget galt, før Carl Fredrik Hagen ikke slutter iblandt de ti bedste ryttere i årets Vuelta a España. Han har nemlig over ti minutter ned til 11.-pladsen inden de sidste tre dage.

- Det er klart, at nu begynder der at blive så tilpas store afstande, men jeg prøver bare at tage en dag ad gangen. Der er stadig to hårde dage tilbage, siger Carl Frederik Hagen.

Måden, han vil sikre sig den bedst mulige placering i årets Vuelta, bliver ikke at køre henholdende. Tværtimod.

- Jeg skal ikke forsvare nogen placering, men hellere prøve at angribe dem, der ligger foran mig, og så ser vi, hvordan det går.

Lykkes taktikken, skriver han cykelhistorie i landet, der ikke har haft mange klassementsryttere.

En norsk rytter er én gang tidligere endt i top-10 i en Grand Tour. Det skete tilbage i 1984, da Dag Erik Pedersen blev nummer ti i Giro d’Italia.

Den bedrift er Carl Fredrik Hagen så småt ved at overgå.