Vuelta a España

Ryttere stærkt utilfredse med Movistar – selv raser de mod UCI

Flere ryttere mener, at Movistar kørte respektløst på 19. etape. Selv mener de, at UCI favoriserer Primoz Roglic og de andre styrtede ryttere.

En rolig etape blev pludselig omdannet til kaos, da et massestyrt indtraf med 65 kilometer til mål på Vueltaens 19. etape.

Her røg blandt andre løbets førende rytter, Primoz Roglic, samt ungdomstrøjen, Miguel Angel Lopez, ned. I samme moment satte Movistar-mandskabet med nummer to og tre i klassementet, henholdsvis Alejandro Valverde og Nairo Quintana, sig frem og satte tempo. De havde nemlig undgået styrtet og samtidig lagt store planer i sidevindsstykket længere fremme.

Det træk blev det helt store samtaleemne både under og efter etapen.

- Det var ikke pænt. Det var ikke i orden, siger den irske Vuelta-sprinter Sam Bennett.

Den danske Sunweb-rytter Casper Pedersen havde også en klar holdning til, at Movistar satte fart på, mens andre ryttere styrtede.

- Jeg hørte godt i radioen, at de (Movistar, red.) kørte. Én ting er, at når der er sidevind, at alle hold så skal sidde fremme. Så på den måde er det egentlig fair. Men decideret at køre allout, når ens konkurrenter styrter - det er ikke en særlig gentlemanagtig måde at vinde et cykelløb på, siger Casper Pedersen til TV 2 SPORT.

Lyn-analyse

Det er en svær situation. Det er lidt en gråzone: Skal man, eller skal man ikke vente? Jeg synes også, at det lige var at gå over stregen, at Movistar angreb, når der var så mange prominente navne, der væltede.

Man kan argumentere for begge sager, og det er en svær situation, men jeg synes ikke, at Movistar skulle have angrebet dér. De skulle have ventet til senere, når feltet var samlet.

Under etapen fulgte nuværende og tidligere professionelle cykelryttere også ivrigt med. Her blev Movistars taktik heller ikke modtaget positivt hos blandt andre Luka Mezgec og den tidligere cykelrytter Joaquin Rodriguez.

- Godt, jeg ikke har et tv i dag. Skamfuldt, skriver Rodriguez på sin Twitter efterfulgt af sure smileys.

- Sikke en ulækker taktik, skriver Luka Mezgec på sin Twitter.

Primoz Roglic ville ikke kommentere på Movistars kørsel efter etapen, da han ikke havde set, hvordan det skete.

Movistar raser mod UCI

Mens de fleste af konkurrenterne er sure på Movistar, retter det spanske hold skarp kritik mod Den internationale cykelunion (UCI).

Da holdet satte sig frem og øgede tempoet, fik Roglic, Lopez og de andre ryttere, der enten var styrtet eller blev fanget bag styrtet, hjælp af læ bag holdbiler til at komme tilbage. Ifølge Movistar havde UCI meldt ud, at dette var tilladt.

- Vi havde planlagt at angribe på det sted. UCI sagde, at de ville hjælpe alle ryttere tilbage bag bilerne. Hvis det her er cykling, og UCI bare beslutter, hvem der skal vinde, så er det perfekt, siger en utilfreds Movistar-sportsdirektør José Luis Arrieta ifølge Reuters.

Valverde gav tegn, og Movistar stoppede føringen. Video: Malthe Henriksen

Da det gik op for Movistar, at deres føringsarbejde i sidste ende ikke ville føre til noget på grund af UCI’s beslutning, sendte Arrieta rytterne væk fra fronten.

Han deler heller ikke de andre rytteres utilfredshed med holdets kørsel.

- Vi havde hele tiden planlagt at angribe, når sidevinden kunne komme i spil, og det var grunden til, at vi var forrest i feltet på det tidspunkt. Vi havde brugt timer på at planlægge og positionere os.

Det hele endte med, at klassementsrytterne kørte over målstregen uden splittelser – fysiske i hvert fald.