Vuelta a España

Movistar undskylder og forklarer angreb kort efter rivalers styrt

Flere favoritter var involverede i et massestyrt på 19. etape. Det var Movistars ryttere dog ikke, og de udnyttede situationen til at angribe.

Med 65 kilometer til mål blev der pludselig drama på Vueltaens 19. etape, da blandt andre løbets førende rytter, Primoz Roglic, og indehaveren af ungdomstrøjen, Miguel Angel Lopez, var med i et massestyrt.

Og som om det ikke var nok, fortsatte dramatikken, da Movistar med nummer to og tre i klassementet - Alejandro Valverde og Nairo Quintana - satte sig op foran i feltet og trak.

Flere ryttere har kritiseret Movistar for deres angreb og mener, det var respektløst, når rivalerne lige var styrtet.

Selv har det spanske storhold forklaret, at angrebet var en del af planen inden etapen - men nu er Movistar alligevel ude med en undskyldning.

- Movistar vil gerne undskylde for de hændelser, der skete i løbet af dagens Vuelta-etape. Vores fremgangsmåde fulgte fuldstændig den strategi, vi havde lagt før løbet og var på ingen måde for at drage fordel af vores rivalers styrt, skriver det spanske storhold på Twitter og fortsætter:

- Vi håber, at hændelser, som de der skete i Vueltaen i dag, kan hjælpe os med - til fordel for alle - at opnå et entydigt sæt af kriterier for både hold og løbskommisærer om, hvordan vi skal fortsætte, når sådanne situationer opstår.

Ifølge det spanske hold havde de planer om at angribe på et sidevindsstykke, der kom få kilometer efter massestyrtet.

Angreb efter styrt er en gråzone

Movistar ønsker således, at der kommer mere klare regler for, hvordan de andre hold må agere efter konkurrenters styrt.

Ifølge TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen er det da også en svær balancegang.

- Det er lidt en gråzone: Skal man, eller skal man ikke vente? Jeg synes også, at det lige var at gå over stregen, at Movistar angreb, når der var så mange prominente navne, der væltede.

- Man kan argumentere for begge sager, og det er en svær situation, men jeg synes ikke, at Movistar skulle have angrebet dér. De skulle have ventet til senere, når feltet var samlet, lyder vurderingen fra TV 2 SPORTs cykelekspert.

Valverde gav tegn, og Movistar stoppede føringen. Video: Malthe Henriksen

Holdet endte altså med at angribe, men senere gjorde Alejandro Valverde tegn til, at holdkammeraterne skulle sætte farten ned og vente på de bagvedliggende favoritter.

Derfor blev Primoz Roglic og kompagni forenet med feltet, og alle klassementsrytterne endte med at køre over målstregen i samme tid.

Der mangler to etaper i den spanske Grand Tour, som Jumbo-Vismas Primoz Roglic lige nu fører. Han har 2 minutter og 47 sekunder ned til Alejandro Valverde på andenpladsen, mens Nairo Quintana på tredjepladsen er 3 minutter og 31 sekunder efter.