Slovensk dobbelttriumf i Vueltaen efter 'et af de vildste angreb'
UAE Emirates Tadej Pogacar kørte fra alle og vandt 20. etape i Vuelta a España. Samtidig er Primoz Roglic kun en paradekørsel fra den samlede sejr.
20-årige Tadej Pogacar triumferede på Vueltaens 20. og sidste reelle etape. Med 40 kilometer til mål kørte han fra favoritterne, der blot sad og kiggede på hinanden.
Det sikrede først og fremmest UAE-rytteren sin tredje etapesejr i årets Vuelta a España. Mindst ligeså imponerende kørte han sig samtidig til en podieplads, da han rykkede fra en femte- til en tredjeplads i klassementet.
Det kostede Movistars Nairo Quintana sin podieplads, ligesom Astanas Miguel Ángel López mistede sin hvide ungdomstrøje til netop Pogacar.
- Det er et af de vildeste angreb i hele Vueltaen. Hvis han lykkes med det der, så er det noget af det vildeste, jeg har set en så ung rytter gøre, lød det undervejs i kommenteringen fra cykelekspert Brian Nygaard, mens Rolf Sørensen tilføjede:
- Slovenien er på den anden ende.
Øverst i klassementet holdt Jumbo-Vismas Primoz Roglic nemlig stensikkert fast i sin førsteplads. Dermed skal den 29-årige slovener blot gennemføre søndagens paradekørsel til Madrid for at sikre den samlede Vuelta-sejr. Det er hans første Grand Tour-sejr.
Top 5 i klassementet efter 20. etape i Vueltaen
- Primoz Roglic (Jumbo-Visma)
- Alejandro Valverde (Movistar) +2:33
- Tadej Pogacar (UAE Emirates) +2:55
- Nairo Quintana (Movistar) +3:46
- Miguel Ángel López (Astana) +4:48
Sådan forløb 20. etape
Af Ritzau
Lørdag forsvarede sloveneren i sikker stil sin samlede føring i Vuelta a España, da løbets næstsidste etape blev kørt.
Dermed skal meget gå galt, hvis ikke Roglic skal kunne lade sig hylde som vinder af det spanske grand tour-løb søndag aften.
Roglics forsvar af den samlede føring var ikke det eneste, de slovenske cykelfans kunne juble over efter lørdagens etape. Den blev nemlig vundet af det 20-årige stjerneskud Tadej Pogacar, der også er slovener.
Ud over etapesejren, der er Pogacars tredje i dette års udgave af Vueltaen, kørte UAE-rytteren sig op på løbets samlede tredjeplads, ligesom han overtog løbets hvide ungdomstrøje.
Midt imellem de to slovenere i toppen af klassementet ligger den spanske verdensmester Alejandro Valverde med 2 minutter og 33 sekunder op til Roglic og 22 sekunder ned til Pogacar.
Lørdagens etape bød ikke på ret mange flade kilometer. Feltet skulle undervejs bestige seks kategoriserede stigninger inklusive to i kategori 1, to i kategori 2 og to i kategori 3.
Jakob Fuglsang åbnede ballet i favoritgruppen, da danskeren på vej op ad dagens anden kategori 1-stigning lagde sig i front og øgede tempoet.
Lidt efter angreb Fuglsangs kaptajn, Miguel Ángel López, nummer fire i klassementet. Det fik Roglic til at reagere. López' angreb blev hurtigt neutraliseret, men accelerationen skilte fårene fra bukkene i gruppen.
Mens Roglic koncentrerede sig om at holde styr på sine nærmeste konkurrenter i klassementet, så Tadej Pogacar sit snit til at stikke af.
Den unge UAE-rytter angreb og fik hurtigt lagt afstand til de andre i favoritgruppen. Lidt efter blev udbryderne i front også både indhentet og overhalet af Pogacar, der dermed satte kurs mod etapesejren.
Det endte også med, at Pogacar havde kurs mod en podieplacering, da de andre i toppen af klassementet ikke reagerede på angrebet og lod sloveneren køre væk.
Selv om Pogacar truede både Valverdes og Nairo Quintanas anden- og tredjeplads, så kunne de to Movistar-ryttere tilsyneladende ikke blive enige om, hvem der skulle forsøge at hive sloveneren i front i land.
Først på vej op ad dagens sidste stigning satte Quintana sig i front i et forsøg på at forsvare sin tredjeplads. Men det var for sent, og der var ikke fart nok på, og så endte colombianeren med en lang næse, mens Pogacar overtog Quintanas plads på podiet.
Som målstregen nærmede sig, stod det klart, at ingen ville hente Pogacar, der dermed leverede endnu en imponerende præstation.
Cirka halvandet minut senere kunne Roglic så køre over målstregen samtidig med sin nærmeste konkurrent, Valverde, der aldrig var i nærheden af at true Jumbo-Visma-rytterens føring.