Astana-kaptajn ærgrer sig over fejlslagen Fuglsang-taktik

Miguel Ángel López gik all in for en plads på podiet i Vuelta a España, men endte uden noget som helst.

Han var nummer fire i klassementet inden den afgørende etape, ligesom han var iklædt den hvide ungdomstrøje.

Men efter det sidste bjergslag i Vuelta a España stod colombianske Miguel Ángel López tilbage med en femtepladsen og en andenplads i ungdomskonkurrencen, efter at slovenske Tadej Pogacar kørte fra alle favoritterne, vandt etapen og sikrede sig både tredjepladsen og ungdomstrøjen.

- Jeg mistede ungdomstrøjen, men jeg er ligeglad, for jeg har en masse af dem derhjemme. Jeg er 25 år, og det var min sidste chance for at få den i år, men det var tid til, at en anden vandt den. Jeg er ved at blive gammel, sagde López ifølge Cyclingnews efter etapen med et smil.

Colombianeren døde da også med støvlerne på.

Han og Astana-holdet gjorde alt, hvad de kunne i kampen om at sikre en podieplads. Her spillede Jakob Fuglsang i flere omgange en rolle, da han sammen med andre holdkammerater forsøgte at komme i udbrud, således at López havde en forpost at få hjælp fra senere på etapen.

- Jeg havde det ikke fantastisk, og vi kunne ikke få folk med i udbrud. Den taktik virkede ikke. I den bedste af alle verdener havde vi to eller tre ryttere med i front i et tidligt udbrud, så jeg kunne arbejde videre derfra.

Senere på etapen satte Jakob Fuglsang sig så i front af favoritgruppen, som blev mere eller mindre sprængt til atomer, og så gik López selv til angreb.

- Jeg kastede terningerne flere gange uden held. Pogacar slap væk og fik en masse tid.

- Problemet var, at der var stærk modvind, så jeg kunne ikke slå hul, selvom jeg prøvede. Da den unge (Pogacar, red.) angreb, tøvede vi alle et kort øjeblik.

Astana kan dog se tilbage på et Vuelta a España med to etapesejre.

Holdet vandt det indledende holdløb, mens Jakob Fuglsang tog sejren på 16. etape.