Ekspert beundrer stjerne - et af de mest rørende øjeblikke, siger holdet

Philippe Gilbert udfyldte rollen som hjælperytter for James Knox eksemplarisk, og det blev tydeligt, da der manglede 119 kilometer af 20. etape.

Inden Vueltaens sidste etape til Madrid ser Deceuninck - Quick Steps unge brite James Knox ud til at ende som nummer 11 i løbet, efter han på sidste bjergetape tabte over ni minutter og røg ud af top-10-klassementet.

Selvom han ser ud til at misse tiendepladsen med kun 22 sekunder, er den 23-årige klatrer bare glad for fortsat at være med i løbet. Knox kom nemlig slemt til skade i massestyrtet på 19. etape. Derfor blev 20. etape en lidelsestur af de helt store, da han bundet ind på begge arme og højre knæ skulle forsøge at komme igennem den store bjergetape.

Her fik han undervejs stor hjælp af sine to holdkammerater Philippe Gilbert og Zdenek Stybar. Billederne af den lidende James Knox med 119 kilometer tilbage af etapen blev et symbol på verdens mest vindende cykelholds styrke og klasse.

- For os vil dette altid være et af de smukkeste og mest rørende øjeblikke i hele Vueltaen, skriver Quick-Step-mandskabet på sin Twitter.

Ekspert beundrer Gilbert

Som den eneste i feltet kørte Knox fortsat rundt med regnjakke. Han havde simpelthen hverken kræfter eller overskud til at tage den af sin ømme krop. Det opdagede en af cykelsportens største og mest rutinerede stjerner Philippe Gilbert, som insisterede på, at vesten skulle af.

TV 2 SPORTs cykelekspert Rolf Sørensen var også imponeret over 37-årige Philippe Gilberts indsats.

- Det er så fantastisk det der! Wauw, det er stort. Tænk sig, hvilken megastjerne han er.

- Det er bare klasse, når det er størst. Fra en kæmpe mester, siger Rolf Sørensen.

Knox er dybt taknemmelig

Krydser James Knox målstregen på den sidste etape mod Madrid, hvor der traditionelt ikke bliver kørt stærkt før til sidst, er det første gang, han gennemfører et tre uger langt etapeløb.

- Jeg kan ikke sætte ord på, hvad det betyder at have Philippe Gilbert og Zdenek Stybar til at trække for mig hele vejen til målstregen, siger James Knox til holdets hjemmeside og tilføjer:

- Jeg har aldrig lidt så meget på en cykel før, og jeg er ret sikker på, at jeg ikke ville have gennemført uden dem.