Fuglsang forsvarer sin tredjeplads på verdensranglisten

Sejren på 16. etape i Vuelta a España gør, at Jakob Fuglsang fortsat er i verdens top-3.

Danske Jakob Fuglsang kan se tilbage på et 2019, der ubetinget har været det bedste år i hans karriere.

En ny stor merit blev tilføjet cv'et i det netop forgangne Vuelta a España, hvor Astana-ryttere vandt sin første Grand Tour-etape i karrieren.

Sejren betyder, at Jakob Fuglsang holder fast i sin tredjeplads på den internationale cykelunions (UCI) rangliste.

Verdens top-10

  • Julian Alaphilippe 3649,95
  • Primoz Roglic 3210,28
  • Jakob Fuglsang 3078,50
  • Egan Bernal 2726,75
  • Alejandro Valverde 2637,00
  • Greg van Avermaet 2312,33
  • Alexander Kristoff 2281,50
  • Elia Viviani 2240,12
  • Pascal Ackermann 2157,00
  • Thibaut Pinot 2152,00

Danskeren er godt nok blevet overhalet af Vuelta-vinderen Primoz Roglic, men spanske Alejandro Valverde, der blev nummer to i Vueltaen, er faldet tilbage som nummer fem.

Ranglisten tæller resultater i det seneste år, hvor Fuglsang har taget fem sejre. Udover etapesejren i Vuelta a España vandt Fuglsang sit første monument, Liège-Bastogne-Liège, etapeløbene Critérium du Dauphiné og Vuelta a Andalucía og endelig en etape i Tirreno-Adriatico.

Læg dertil andenpladsen i Flèche Wallonne og tredjepladsen i Amstel Gold Race samt en tredjeplads i Tirreno-Adriatico.

Slovenien sender Danmark tilbage

Højdespringerne på ranglisten efter årets sidste Grand Tour er irske Sam Bennett og Tadej Pogacar fra Slovenien.

Bennett vandt to etaper i Vueltaen, mens 20-årige Pogacar vandt hele tre etaper og sluttede på tredjepladsen i klassementet.

Bennet springer 31 pladser frem og er nu nummer 28, mens Pogacar hopper fra 50.- til 25.-pladsen.

Julian Alaphilippe har alene i 2019 vundet 12 sejre og er suverænt nummer et på verdensranglisten.

På nationernes rangliste falder Danmark trods Fuglsangs sejr fra 9.- til 10.-pladsen.

Det er ikke overraskende Slovenien, der sender Danmark en plads tilbage i kraft af Primoz Roglic og Tadej Pogacars store resultater i Vueltaen.