Cykling

Valverde ramt af depression efter dopingstraf

Alejandro Valverde åbner om for tiden efter dopingstraffen.

Movistar-veteranen fortæller om den svære tid, der plagede ham efter dopingstraffen.

Der har ikke altid været guld for enden af regnbuen for Alejandro Valverde, der er forsvarende verdensmester og lige er blevet nummer to i Vuelta a España.

Alejandro Valverde fortæller nemlig i en stort interview med spanske Marca, at han efter sin dopingdom, hvor han fik karantæne fra 2010 til 2012, var ramt af en depression.

- Jeg var i en depressiv tilstand. Der er mange, der kigger din vej, og der er atleter, der indstiller karrieren på grund af det. Det er meget skræmmende. Jeg blev overvældet og fik det værre. Psykiateren fortalte mig, at jeg havde en depression, siger Alejandro Valverde til Marca.

Jeg er lettet over at fortælle det

Alejandro Valverde

- Jeg tog til Amstel Gold Race, og jeg troede ikke, jeg kunne køre. Jeg havde det forfærdeligt, da jeg gik i seng aftenen inden. Jeg stillede til start næste dag, men jeg kunne ikke køre. Jeg var bange og umotiveret.

Episoden og løbet, som Valverde taler om, skete efter Operaciòn Puerto, hvor spanieren fik en karantæne på to år.

Valverde: Alt er ikke sort

Valverde fik en straf, da hans DNA blev matchet med en af de blodposer, der blev beslaglagt af det spanske politi i 2006.

Han mistede sine resultater fra 2010-sæsonen og kørte ikke i hele 2011. Han har aldrig villet svare på opfølgende spørgsmål eller har erklæret sig skyldig.

Han vendte tilbage til cyklingen i 2012, hvor han både vandt endags- og etapeløb.

- Jeg gik igennem en svær periode, men jeg klarede det. Ifølge psykiateren er cykelryttere et folk, der vil have alt målt og vejet. Jeg så, at alt blev sort, men i sidste ende kom jeg igennem det.

- Jeg er lettet over at fortælle det. Jeg har klaret det, og det viser, at alt ikke er så sort, som det nogle gange ser ud til, siger Valverde.

29. september stiller Alejandro Valverde til start i Yorkshire, hvor han skal forsøge at forsvare den regnbuetrøje, han vandt i 2018.