Cykling

Dansker ser frem til at køre med Valgren: - Jeg kan lære meget af ham

Andreas Stokbro skal køre på World Touren til næste år.

Fra årsskiftet skal 22-årige Andreas Stokbro køre på hold med Michael Valgren, hvilket den unge dansker ser rigtig meget frem til.

Torsdag offentliggjorde World Tour-holdet Team Dimension Data, der næste år skifter navn til Team NTT, at Andreas Stokbro bliver en del af holdet fra næste sæson.

Et skifte, der glæder den unge dansker enormt meget. Her bliver Stokbro nemlig holdkammerat med sin landsmand Michael Valgren.

- Jeg glæder mig til det og ser frem til at køre på hold med ham (Michael Valgren, red.). Det bliver helt klart spændende.

- Han er en person, jeg kan lære rigtig meget af. Vi er meget den samme ryttertype, og så er det en person, som jeg ser op til, siger Andreas Stokbro til TV 2 SPORT.

Stokbro kender dog ikke Valgren på det personlige plan, så de to danskere havde ikke drøftet skiftet inden, at det blev officielt.

Før Stokbro skal vise sig frem på cykelsportens højeste niveau næste sæson, har han lige et U23-VM i kalenderen. Her skal han repræsentere det danske U23-hold i linjeløb.

Bliver en del af en klassikertrup

Stokbro har været i kontakt med flere forskellige hold siden foråret, men efter diverse forhandlinger faldt valget på det sydafrikanske hold af gode grunde.

- Det er det hold, der er bedst for mig. Det er sammensætningen af ryttere, hvor jeg kan blive en del af en klassikertrup. Det var noget af det, der gjorde, at jeg valgte det her hold, siger Stokbro.

Holdet bryster sig også af at være mere end et cykelhold. De kører et projekt, hvor de sender cykler til børn i Afrika.

- Og så er det et ret vigtigt koncept, de kører med i forhold til den her Qhubeka-organisation. Det er et godt stykke arbejde, de gør med at sende cykler til børn i Afrika. De får skabt noget opmærksomhed.

Trods det gode arbejde i en god sags tjeneste, har Team Dimension Data haft en svær sæson, hvor der har været langt mellem sejrene. Faktisk er holdet det World Tour-hold, der har samlet færrest point i løbet af sæsonen ifølge procyclingstats.com.

Det er til trods for at holdet har flere prominente navne som Giacomo Nizzolo, Edvald Boasson Hagen, Mark Cavendish, Roman Kreuziger og de to danskere Lars Bak og Michael Valgren.

Holdet har derfor allerede nu sikret sig ti nye ryttere frem mod den nye sæson, hvor især unge ryttere er en del af den nye strategi.

Og én af dem er altså danske Andreas Stokbro.