Data viser Roglic' store forbedring fra Giro-skuffelse til Vuelta-triumf
Primož Roglič var suveræn i Vuelta a Espana, hvor han også viste sig væsentligt stærkere end i Giro d'Italia knap tre måneder tidligere.
Primož Roglič var suveræn i dette års Vuelta a Espana, hvor han udover sin første Grand Tour-sejr også tog revanche for sin præstation i Giro d'Italia.
I Giroen i foråret dumpede Jumbo Visma-profilen fra første- til tredjepladsen som det tre uger lange løb skred frem, men i Vueltaen, der sluttede i denne måned, var sloveneren suveræn og vandt med over to minutter ned til konkurrenterne.
Siden har Jumbo Visma gjort det muligt at se sort på hvidt, at triumfen i Spanien ikke var nogen tilfældighed ved at dele Roglič' power-data fra begge løb.
På den bjergrige fjerde etape i Giro d'Italia var Roglič kun to sekunder langsommere end etapevinderen Richard Carapaz (Movistar) og trådte i gennemsnit 6,65 w/kg (watt per kilogram) på den sidste stigning mod mål.
Men senere i løbet mistede sloveneren lidt af pusten, og på 14. etape formåede Roglič kun at et snit på 5,65 w/kg. Samtidig stormede Carapaz - der senere vandt løbet - mod endnu en etapesejr næsten to minutter hurtigere. Etapen sendte samtidig Roglič ned på en samlet andenplads.
På 16. etape i Giro d'Italia tabte Roglič endnu engang omkring to minutter til Carapaz, mens også Vincenzo Nibali tog tid på sloveneren og overtog andenpladsen i klassementet.
Godt tre måneder senere under Vuelta a Espana var historien dog en anden set over tre ugers cykelløb.
På syvende etape lykkedes det Roglič at sætte de øvrige klassementsryttere i fællesskab med Alejandro Valverde, og på den berygtede Los Machucos-stigning på 13. etape holdt Jumbo Visma-stjernen sig på 6,30 w/kg over de bare knap 23 minutter, de tog ham at nå toppen. Roglič tog yderliger 30 sekunder på sine klassementsrivaler, selvom han endnu engang akkurat missede etapesejren.
Herfra havnede sloveneren kun sjældent under 5,7 w/kg. Kun på den sidste stigning på 20. etape kom Roglič ned på 5,4 w/kg i gennemsnit, selvom han på de sidste 3,75 kilometer holdt et snit på hele 6,11 w/kg - og sikrede sig den samlede sejr.
Samtidig viser de frigivne data også, at Primož Roglič kun tabte sig minimalt under begge Grand Tours. I Giro d'Italia tabte han sig et enkelte kilo og gik fra 65 til 64 kilo, og i Vuelta a España tabte han sig blot et halvt kilo.