Cykling

Holland vandt ny VM-disciplin, der endte uden dansk succes

Verdensmesterskaberne i cykling blev søndag skudt i gang med en helt ny disciplin, hvor Danmark indfriede de lave forventninger med en ottendeplads.

Søndag startede VM i cykling med den nye disciplin, hvor tre mandlige og tre kvindelige ryttere konkurrerede i en holdtidskørsel.

Resultatet:

1. Holland

2. Tyskland + 0.23

3. Storbritannien + 0.51

8. Danmark + 2.04

Minimale danske forventninger

Danmark stillede til start i den nye VM-disciplin med meget lave forventninger.

Inden danskerne hoppede i cykelskoene, fortalte elitechefen for Danmarks Cykle Union, Morten Bennekou, til TV 2 SPORT, at Danmark sigtede efter en plads i top-ti.

Samme målsætning var gældende for Julius Johansen, der ligesom de to andre herrer kører på cykelsportens tredjehøjeste niveau, kontinentalnivaeu.

- Jeg tror, vi er det eneste hold med alle tre fra kontinental-niveau, men jeg håber på, at vi herrer kan ende i top-10, og så må vi se, hvordan pigerne klarer det, sagde han til TV 2 SPORT inden løbet.

Og med blot 11 hold, der stillede til start, blev forventningerne indfriet med en dansk ottendeplads.

Sådan forløb den nye VM-disciplin

I silende regnvejr skulle den nye VM-disciplin team time trial mixed relay indvies på en teknisk svær rute i Harrogates gader i det nordlige Yorkshire.

Ny disciplin: Holdtidskørsel for mænd og kvinder

Rytterne på den mixede holdtidskørsel skal køre på nationale hold á seks ryttere. Der vil være henholdsvis tre mandlige ryttere og tre kvindelige ryttere. 

Først vil de tre mandlige ryttere blive sendt afsted på den 28 kilometer lange rute. Når den anden mandlige rytter er i mål, bliver de tre kvindelige ryttere så sendt afsted på den samme rute, som de mandlige ryttere har kørt. 

Når den anden kvindelige rytter er i mål, er det så det nationale hold med den bedste samlede tid, der kan kalde sig verdensmester.

I den nye mixede holdtidskørsel skulle hvert hold stille til start med henholdsvis tre mandlige og tre kvindelige ryttere.

11 hold stillede til start – heriblandt ti lande og et blandet talenthold fra UCI’s træningscenter.

De fire første hold på ruten var UCI’s talenthold, Spanien, Belgien og Storbritannien.

Klokken 14.28 gled de tre hjemmebane-mænd ned af den spejlglatte startrampe til stor glæde for de fremmødte engelske fans.

13,7 kilometer senere kørte de britiske mænd ind til den foreløbigt bedste mellemtid, og de tre britiske kvinder holdt fanen højt, da de kørte ind over stregen 1 minut og 42 sekunder hurtigere end det førende hold fra Belgien.

Klokken 15.18 startede Julius Johansen, Christoffer Lisson og Martin Toft Madsen stafetten for Danmark, inden Pernille Mathiesen, Julie Leth og Louise Normann Hansen skulle følge op.

Det var ganske overraskende den danske tempospecialist Martin Toft Madsen, der havde de største problemer på ruten. Han måtte give slip, mens Julius Johansen og Christoffer Lisson måtte gøre arbejdet færdigt. De kørte deres 13,7 kilometer 37 sekunder langsommere end Storbritannien.

De danske kvinder startede godt ud på første mellemtid, men Julie Leth tabte senere hen kæden, hvilket besværliggjorde mulighederne.

De danske kvinder kom i mål 1 minut og 13 sekunder efter briterne, hvilket var nok til en foreløbig femteplads.

I samme tidsrum som Danmark blev Schweiz, Frankrig og Slovenien sendt afsted, der alle kom i mål i en bedre tid end Danmark.

Klokken 15.58 blev de tre forhåndsfavoritter Italien, Tyskland og Holland sendt afsted.

Italien med Viviani på holdet levede ikke op til forventninger og måtte nøjes med en fjerdeplads. De tyske kvinder blev sendt ud på ruten efter en flot præstation af blandt andet Tony Martin og Nils Politt. De kom ind i bedste tid, men det var kun indtil, at de forsvarende europamestre fra Holland passerede målstregen.

Hollands kvinder færdiggjorde arbejdet og vandt komfortabelt VM's nye disciplin i tiden 38:27.

VM i cykling fortsætter ugen ud, og du kan følge med i alle disciplinerne på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.