Ny disciplin åbner VM – Danmark stiller op uden store forventninger

16x9
Martin Toft Madsen er én af de seks ryttere, der skal hjælpe Danmark i den nye VM-disciplin. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

VM i cykling skydes i gang søndag med en holdtidskørsel med både mænd og kvinder. Det danske hold stiller op uden at have trænet meget sammen.

Du kan se holdtidskørslen fra klokken 14.05 på TV 2 PLAY.

Den kommende uge byder på alt godt fra cyklingens verden.

VM i engelske Harrogate fylder mange af de bedste rytteres program til stor glæde for cykelfans, der er garanteret underholdning.

I år får VM selskab af en ny disciplin, som får lov til at være den officielle åbning af hele eventet. Holdtidskørsel for blandede hold er ny i VM-sammenhæng og er kun blevet kørt ved sidste måneds EM.

Rytterne på den mixede holdtidskørsel skal køre på nationale hold bestående af seks ryttere. Der vil være henholdsvis tre mandlige ryttere og tre kvindelige ryttere.

Søndag stiller Danmark til start med Julius Johansen, Christoffer Lisson og Martin Toft Madsen samt Pernille Mathiesen, Julie Leth og Louise Normann Hansen.

Først vil de tre mandlige ryttere blive sendt afsted på den 14 kilometer lange rute. Når den anden mandlige rytter er i mål, bliver de tre kvindelige ryttere så sendt afsted på den samme rute, som de mandlige ryttere har kørt.

Når den anden kvindelige rytter er i mål, er det så det nationale hold med den bedste samlede tid, der kan kalde sig verdensmester.

Småt med forberedelse

De danske ryttere har dog ikke haft mange muligheder for at optimere indsatsen, så forventningerne er langt fra skruet højt op.

- Det har været svært at forberede sig, fordi vi ikke træner sammen til dagligt. Derfor er det også svært at forvente noget, siger Pernille Mathiesen, der tror på en tid blandt de fem hurtigste kvindehold, til TV 2 SPORT.

De tre herrer kan heller ikke prale af mange træningspas sammen.

- Vi har haft én holdløbstræning sammen inden løbet, siger Julius Johansen, der ligesom de to andre herrer kører på cykelsportens tredjehøjeste niveau, kontinentalnivaeu.

- Jeg tror, vi er det eneste hold med alle tre fra kontinentalniveau, men jeg håber på, at vi herrer kan ende i top-10, og så må vi se, hvordan pigerne klarer det, siger han.

Holdtidskørsel for mixed hold fik sin debut under EM i Holland sidste måned.

Her vandt hollænderne på hjemmebane, og de orangeklædte er også et rigtig godt bud på en vinder denne gang.

Danmark stillede ikke op i disciplinen ved EM.