Cykling

Fænomenet Evenepoel er væk – nu kan resten af juniorerne komme til

Mandag stjæler juniorerne VM-showet og kører enkeltstart. Hos drengene er altdominerende Remco Evenepoel væk, og det åbner døre for danskere.

Du kan se juniorernes enkeltstarter fra klokken 14.10 på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Sidste år var juniorer-drengenes enkeltstart ved VM nærmest afgjort inden første pedaltråd.

I 2018 havde belgiske Remco Evenepoel vundet størstedelen af de løb, han stillede op i, og han vandt da også junior-VMs enkeltstart med halvandet minut ned til nummer to.

Hvis man kigger på Remco, kan man nemt tænke: ”Min karriere, den er slut nu"

William Blume Levy, cykelrytter

I år er det unge fænomen at finde på seniorscenen, hvor 19-årige Evenepoel også har vundet flere sejre.

Hans fravær på junior-siden giver cykelpublikummet mulighed for at holde øje med nye kommende stjerner.

To af dem kunne meget passende være danske. De to 18-årige William Blume Levy og Joshua Gudnitz er Danmarks ryttere ved mandagens enkeltstart for juniorer.

- Det bliver et meget åbent løb i forhold til sidste år med Remco. I år er der nok 15 ryttere, der kan køre med om medaljerne, siger Joshua Gudnitz til TV 2 SPORT.

Gudnitz regner både William Blume Levy og sig selv med blandt de 15.

Joshua Gudnitz drømmer om en dag at blive lige så god som Remco Evenepoel, selvom han er klar over, at det vil tage lang tid.

- Det er vildt, hvad Remco har lavet. Han er én ud af en milliard, siger Joshua Gudnitz.

Et udstillingsvindue

William Blume Levy kørte også VM for juniorer sidste år. Her blev han nummer 21 – tre og et halvt minut efter Evenepoel.

Den placering skal gerne forbedres i år, hvor 64 ryttere skal køre 27,6 kilometer i og omkring Harrogate.

- Jeg har været igennem cirkusset sidste år, så der er mere ro på i år. Til enkeltstart er det mig mod uret.

- Hvis jeg kan se på min cykelcomputer, at det er den bedste enkeltstart, jeg har kørt indtil videre, så er jeg glad og tilfreds, siger William Blume Levy.

Han ved godt, at der er kæmpe interesse i junior-klassen, fordi det er her, hvor de professionelle hold kigger efter fremtidige stjerner.

Og selvom han næste år skifter til danske ColoQuick, så vil han alligevel gerne vise alle andre, hvad han kan.

- En god præstation vil hjælpe én fremover. Alle kigger med, og der er flere og flere junior-ryttere, der bliver professionelle tidligt. Enkeltstarten er helt klart et udstillingsvindue, siger William Blume Levy.

Farlig at sammenligne sig med Evenepoel

En præstation i Evenepoel-klassen er nok umulig at forvente. Men mindre kan også gøre det.

William Blume Levy er imponeret over belgierens indtog på cykelscenen, men han ved også godt, at det kan være farligt at sammenligne sig selv Evenepoel. Også selvom belgieren kun er ét år ældre end danskeren.

- Hvis man kigger på Remco kan man nemt tænke ”Min karriere, den er slut nu, for hvis man ikke kører alene over målstregen i hvert cykelløb, så er man dårlig.”

Drengenes enkeltstart starter klokken 14.10. Joshua Gudnitz kører ud på ruten klokken 14.59, men William Blume Levy sendes afsted klokken 17.