Blev kørt 90 kilometer og sneg sig tilbage i løbet: - Det forblev en hemmelighed

16x9
Michael Sandstød kørte for Team Home – Jack & Jones i 1999. Foto: Olivier Morin / Scanpix Denmark

19 tidligere danske cykelryttere har igen sat sig sammen for at snakke om cykling. I denne bog retter de fokus mod sporten, som den ser ud i dag.

En stribe af Danmarks bedste cykelryttere gennem tiden giver i en ny bog deres syn på vigtige emner i den moderne cykelsport.

Den 24. september udkommer bogen 'Lede hunde og kolde kameler', hvor store navne som Bjarne Riis, Jesper Skibby, Rolf Sørensen, Kim Andersen, Brian Holm og mange flere blandt andet snakker om:

  • Hvilke ryttere, der er tidens største væddeløber
  • Hvad en sportsdirektør laver inden løbets start
  • Hvor den nye generation af danske topryttere kommer fra
  • Hvordan de bedste ryttere træner

Bogen er skrevet i samarbejde med Tonny Vorm og Søren Reedtz m.fl. og udgivet af Politikens forlag.

Den er en efterfølger til bestselleren 'Sort kaffe og hvide sokker'. TV 2 SPORT bringer herunder et uddrag fra den 272 sider nye bog.

Uddraget er en anekdote fra Michael Sandstød, som i sin aktive karriere nåede at blive danmarksmester seks gange i enkeltstart og en enkelt gang i landevejsløbet. Han var desuden med til at vinde bronze ved OL i 1992 i 4000 meter holdforfølgelsesløb samt VM-sølv i pointløb i 1996.

I sommeren 1999, hvor anekdoten finder sted, måtte Sandstød bukke under for et stort bjerg på tredje etape af det spanske etapeløb Vuelta a Castilla y León.

Sådan ser forsiden ud på bogen 'Lede hunde og kolde kameler', der er opfølgeren til 'Sort kaffe og hvide sokker'.
Sådan ser forsiden ud på bogen 'Lede hunde og kolde kameler', der er opfølgeren til 'Sort kaffe og hvide sokker'. Foto: Politikens forlag

Men i stedet for at udgå af løbet fik han en gedigen spansk køretur.

På tur med hønsevognen

Vi var ankommet sent til hotellet i Bembibre efter anden etape af Vuelta a Castilla y León i august 1999. Så det var først, da jeg næste morgen trak gardinerne fra, at jeg opdagede det kæmpestore bjerg lige uden for mit vindue.

Jeg kunne godt se i løbsbogen, at tredje etape startede med en stigning, men det kunne da umuligt være dét bjerg.

Det var det.

Jeg var i forvejen dårligt kørende og havde været syg, og jeg var slet ikke motiveret. Min holdkammerat på Team Home – Jack & Jones Michael Rosborg var også skidt kørende, så vi lavede en aftale om at vente på hinanden, hvis en af os kom i vanskeligheder.

Helt som ventet blev jeg læsset på starten af stigningen, men råbte forgæves efter Rosborg. På toppen var jeg alene, og efter 50 kilometer besluttede jeg mig for at skide på cykelløbet.

Jeg var ude!

Dagen før Paris-Roubaix i 1999. Michael Sandstød (tv.) i cykeltøjet ved siden af Team Home – Jack & Jones' direktør Torben Kølbæk.
Dagen før Paris-Roubaix i 1999. Michael Sandstød (tv.) i cykeltøjet ved siden af Team Home – Jack & Jones' direktør Torben Kølbæk. Foto: Nils Meilvang / Scanpix Danmark

Så jeg prajede en beigefarvet Renault 4 med paraplygear. Sådan en, som postvæsnet herhjemme havde dengang. Ud stod en lille mand med sixpence og cigarstump i mundvigen.

- Ciclista fra Dinamarca, forklarede jeg og pegede i den retning, løbet var kørt.

- Si, si, no problemo.

Han talte spansk, jeg talte dansk, vi fandt ud af det.

Da jeg åbnede bagdøren, havde han bilen fuld af malerspande. Og seks høns i sivbure. Vi smed for 50.000 kroner racercykel ind oven på det hele og kørte.

Længere fremme på ruten, men stadig langt efter feltet, mødte vi en holdbil fra Alessio. Seks ryttere hang i sidespejle og tagræling. Ingen af dem havde set kommissæren bagved, som stoppede bilen og smed alle ud af løbet. Jeg sad og gemte mig i hønsebilen, da vi passerede dem.

Michael Sandstød ses her med Bo Hamburger under Post Cup i juni 1999.
Michael Sandstød ses her med Bo Hamburger under Post Cup i juni 1999. Foto: Gitte Sofie Hansen / Scanpix Danmark

Så kom regnen. Den væltede ned. Og dér så vi så Michael Rosborg helt alene på sin cykel. Sat af feltet. Vi kørte op på siden af ham, jeg åbnede vinduet, og Michael spurgte, om der var plads til en til.

Min spanske hønseavler spurgte: Amigo, amigo?

Men der var ikke nogen amigo her, for Rosborg ventede jo ikke på bjerget.

- Nej, sagde jeg.

- Vamos, så kører vi.

Vi var hele tiden på ruten, og da jeg havde siddet måske 90 kilometer i bilen, kunne jeg se løbskaravanen langt ude foran. Regnen var stoppet, og jeg havde siddet og spist og drukket godt i bilen, så jeg fik den idé, at jeg skulle tilbage i cykelløbet.

På toppen af en lang hovedvejsbakke ramte vi kortegens sidste bil, ambulancen. Jeg fik min chauffør til at stoppe, hoppede ud, gav ham min kasket og sagde gracias. Derefter hev jeg min cykel ud mellem malerpapir og hønsefjer.

Benene var stive og tunge, men jeg nåede op til ambulancen, forbi den, ind i kortegen og op mellem holdbilerne. Min sportsdirektør spurgte, hvor jeg kom fra. Jeg svarede ikke, men spurgte bare, om jeg skulle have dunke med frem.

Da jeg kom op til feltet, havde jeg svært ved at gemme mig. De andre ryttere lignede druknede mus, gennemblødte og møgbeskidte af troperegnen. Jeg var helt ren og tør og havde stadig kridhvide strømper. Men jeg kom med feltet hjem til mål.

Michael Sandstød er ejer og arrangør af det historiske seksdagesløb i banecykling.
Michael Sandstød er ejer og arrangør af det historiske seksdagesløb i banecykling. Foto: Keld Navntoft / Scanpix

Lige i momentet tænkte jeg ikke over, hvor forkert og umoralsk det var. Jeg tænkte bare over at undgå den skideballe, der automatisk kommer, når man står af. Rosborg kom hjem med fejebladet. Han var ude af løbet og stod alene med skideballen.

Om aftenen var der diskussion på holdet om, hvorvidt vi skulle fortælle om det, men det forblev en hemmelighed. Men jeg tog jo heller ikke præmiepenge fra nogen. I øvrigt udgik jeg to dage senere på sidste etape.