Dansk medaljefavorit styrtede i VM-vandmasser: - Det var ekstremt

Johan Price-Pejtersen var en af favoritterne på U23-herrernes VM i enkeltstart, men et voldsomt styrt i regnen fjernede alle medaljechancer.

Regnen væltede ned over U23-rytternes enkeltstartsrute i England, og det fik konsekvenser for en af løbets danske favoritter.

Johan Price-Pejtersen drønede direkte ned i en kæmpe vandpyt og styrtede på dramatisk vis.

Her ligger Johan Price-Pejtersen midt i de ekstreme vandmasser.
Her ligger Johan Price-Pejtersen midt i de ekstreme vandmasser. Foto: TV 2 SPORT

Det kostede den forsvarende europamester en chance for et godt resultat, og til sidst opgav han nærmest at træde rundt. Danskeren sluttede sidst af de ryttere, der gennemførte - mere end 11 minutter efter vinderen Mikkel Bjerg.

Da Price-Pejtersen kom i mål, var han naturligvis skuffet.

- Det ene øjeblik kører jeg enkeltstart til VM, og det næste ligger jeg i en svømmepøl midt på vejen. Det var ikke super optimalt, siger den skuffede dansker, der tilføjer, at han slog sin højre fod, men alligevel valgte at trille i mål.

Det var ekstremt, men Mikkel redder dagen

Johan Price-Pejtersen

'Uforsvarligt af arrangørerne'

Tidligere på enkeltstarten havde danske Morten Hulgaard været ude på ruten og sætte en god tid. Han fortalte, at vandet var løbet af vejen, mens han kørte på ruten.

Desværre for Johan Price-Pejtersen blev han sendt af sted mere end en time senere end Hulgaard.

I den tid havde vandet samlet sig, og det kostede Price-Pejtersen chancen for en medalje.

- Det er et forkert kald af arrangørerne, at de ikke gør noget ved det her. Det var ekstremt, men Mikkel redder dagen.

- På nogle punkter var det uforsvarligt at køre. Man vidste ikke, hvor man kunne køre hen, og ideallinjen var fuldstændig ødelagt, siger Price-Pejtersen.

TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen mener dog ikke, at det var decideret uforsvarligt. Han forstår dog danskerens frustrationer.

- Han kunne jo også have kørt den anden vej uden om. Det var fordi, Johan var så meget i boks. Jeg kan godt forstå, hvis han er vred. Han må jo føle, at han har spildt de sidste fire måneder, hvor han har forberedt sig, siger Chris Anker.

Attila Valter fra Ungarn får sig en voldsom glidetur på den spejlglatte vej. Han er dog forholdsvis hurtigt afsted igen på en ny cykel. Video: TV 2 SPORT

Til trods for Price-Pejtersens uheldige VM-dag, endte det hele stadig godt for Danmark, der løb af sted med guldet til Mikkel Bjerg. Mathias Norsgaard blev nummer fire og Morten Hulgaard nummer seks.

Du kan se resten af VM i Yorkshire på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY. Se sendeplanen her.