Cykling

Styrt tvinger dansk cykelrytter til VM-afbud

Siggard misser kvindernes VM lørdag.

Christina Siggaard døjer med efterveer fra et styrt og kommer alligevel ikke til start i lørdagens linjeløb.

Det danske hold til kvindernes linjeløb ved VM i cykling er reduceret fra seks til fem ryttere.

Christina Siggaard kæmper med eftervirkningerne af et styrt, og landsholdsledelsen har derfor valgt at strege Team Virtu-rytteren fra startlisten.

- Vi mener ikke, hun bør cykle med de gener, hun har, og Christina er helt enig, lyder det i en pressemeddelelse fra Danmarks Cykle Union.

Der er ikke mulighed for at indkalde en erstatning, og derfor bliver det et decimeret dansk hold ved startstregen i Bradford på lørdag.

Planen var, at Siggaard sammen med den tidligere verdensmester Amalie Dideriksen skulle være de danske spydspidser i en eventuel spurt, hvor Siggaard tidligere har vist høj klasse.

Ikke mindst da hun i 2018 vandt Omloop Het Nieuewsblad ved at være hurtigst, da en gruppe på 25 ryttere kom samlet ind på opløbsstrækningen.

Med Siggaards forfald kommer ansvaret til VM udelukkende til at hvile på Dideriksen, oplyser landsholdsledelsen.

De øvrige fire danske ryttere til start er Pernille Mathiesen, Cecilie Uttrup Ludwig, Julie Leth og Louise Norman Hansen.

Kvindernes linjeløb køres fra Bradford til Harrogate i Yorkshire og strækker sig over 149,4 kilometer.