Cykling

Amerikaner vinder hårdt VM - dansker slutter i top-10

To danskere var undervejs i asfalten ved juniorernes VM. Den bedstplacerede var Frederik Wandahl på en ottendeplads.

USA tog en sejr i det første linjeløb ved dette års VM.

Det blev 18-årige Quinn Simmons, som vandt juniorherrernes udgave. Sejren var endda så suveræn, at han havde tid nok til at tage imod et amerikansk flag fra tilskuerne og have det rundt om halsen, mens han krydsede målstregen.

Det afgørende angreb kom med cirka 34 kilometer til mål. Simmons lagde pres på ved Harlow Moor Road-stigningen, og da han slog hullet til den daværende forreste gruppe, fik de aldrig kontakt til ham igen.

Alessio Martinelli fra Italien tog sølvmedaljen efter ligeledes at være kørt alene væk.

Bronzemedaljen tog USA sig også af, da Magnus Sheffield vandt spurten i en firemandsgruppe.

Et hårdt løb

Mens det blev til stor amerikansk succes, var det mere blandet for det Danmark.

Bedst gik det for Frederik Wandahl, som i lang tid sad med forfølgergruppen i slutningen af løbet, selvom han flere gange hang bagerst. Da der blev angrebet i finalen i kampen om medaljerne, kunne danskeren ikke følge med. Han sluttede dog på en ottendeplads.

- Det var et meget hårdt løb. Vejret var meget svingende. Jeg kunne ikke rigtig bremse, så jeg havde det svært på nedkørslerne, så der tabte jeg meget tid og skulle bruge mange kræfter på at komme op igen.

- Jeg følte mig godt kørende, men jeg tabte meget på nedkørslen, så det er super ærgerligt, siger Wandahl, som erkender, at han havde forkerte bremseklodser på til løbet.

Værst gik det for William Blume Levy, som styrtede med 69 kilometer til mål. Styrtet var så alvorligt, at han måtte udgå af løbet.

William Blume Levy styrtede og udgik af juniorernes VM-løb. Video: TV 2 SPORT

Også Emil Schandorff Iwersen styrtede undervejs på de våde Yorkshire-veje - ligesom flere andre landshold også gjorde. Han blev hægtet af feltet undervejs.

Iwersen blev ligesom de resterende danskere Robin Skivild og den danske juniormester i cross, Joshua Gudnitz, sat undervejs.