Cykling

VM-rytter brød grædende sammen - begyndte i desperation at gå

Der gik flere minutter fra German Dario Gomez Becerras defekt, til han fik hjælp af holdbilen.

Det var hjerteskærende billeder, da German Dario Gomez Becerra fik en defekt undervejs i juniorernes VM-linjeløb.

Med et hjul i den ene hånd og cyklen i den anden stod den 18-årige colombianeren fortvivlet i vejkanten. Han spejdede efter en holdbil, så han kunne få hjælp til at komme hurtigt tilbage til favoritfeltet.

I mellemtiden satte han sig grædende i grøften og ventede. Og ventede.

Da hjælpen stadig ikke var kommet efter et minut, begyndte han i desperation at gå op ad den bakke, han stod ved. Med 77 kilometer til mål.

- Det var et øjeblik med mange frustrationer. Jeg er meget frustreret. Jeg står med min cykel og dæk i hånden, og jeg kan ikke få nogen hjælp. Kortegen er væk, og jeg står der længe og venter.

- Den eneste udvej, jeg kan se for ikke at tabe mere tid, er at begynde og gå. Og ja, det gjorde nok ikke den store forskel, men måske hjalp det mig en lille smule, siger han til TV 2 SPORT.

German Dario Gomez Becerra var grædefærdig over den uheldige situation.

Rolf Sørensen, cykelekspert på TV 2 SPORT, var ikke i tvivl om, hvad han syntes om den manglende hjælp.

- Det er en katastrofe.

- Man får helt en klump i halsen, for man ved, hvor meget det betyder, og han har sikkert haft det rigtig godt (været godt kørende, red.). Ellers viser man ikke den attitude, sagde Sørensen under kommenteringen.

(artiklen fortsætter efter billederne)

German Dario Gomez Becerra satte sig i grøften og ventede på holdbilen.
German Dario Gomez Becerra begyndte at gå, da der ikke kom nogen til at hjælpe ham med det samme.

Fidusbamse

I alt skulle der gå tre minutter fra defekten, til der kom en colombiansk holdbil til undsætning. Dermed havde han udspillet sin chance i løbet.

Ifølge Chris Anker Sørensen, der som cykelekspert også kommenterede løbet for TV 2 SPORT, var det en yderst trist skæbne.

- Som junior er det noget, du har glædet dig til hele året og været spændt på. Nu har han rendt rundt i en uge i England og glædet sig. Det er lige før, vi skal samle sammen til en fidusbamse til ham. Det er synd at se det her.

German Dario Gomez Becerra kom i mål som nummer 60. Det gjorde han 16 minutter og 49 sekunder efter den amerikanske vinder Quinn Simmons.

Colombianeren deltog også i juniorernes enkeltstart i mandags, hvor han blev nummer 15.