- Det er en hård dom, siger ekspert om hollænders fratrukne VM-sejr

Rolf Sørensen mener ikke, at den U23-rytteren Nils Eekhoff burde have været frataget din VM-guldmedalje. Til det er forseelsen for almindelig.

Det var for hårdt at diskvalificere Nils Eekhoff og fratage hans guldmedalje efter U23-herrernes linjeløb ved VM i landevejscykling.

Sådan lyder vurderingen fra TV 2 SPORTs cykelekspert Rolf Sørensen efter afgørelsen fra UCI.

- Jeg synes, det er en hård dom. Der er så mange styrt og opkørsler. Der er mange, der sidder på hjul af bilerne eller lige får en sticky bottle. Sådan en er der altså mange, der har fået i dag, Jeg har ondt af ham. Det må jeg sige.

En halv time efter løbets afgørelse skulle der gå, før en jury havde truffet beslutningen om diskvalificering af hollænderen. Begrundelsen lød, at han efter at være styrtet 124 kilometer fra mål havde udnyttet bilerne til at få læ og dermed bruge færre kræfter på at nå op til feltet.

Det var dog ikke noget, Rolf Sørensen bed særligt mærke i, da han kommenterede løbet:

- Jeg tænkte ikke over, at han fik mere pace end så mange andre. I et professionelt felt sker det der rigtig mange gange. Og som regel, så ser de andre mellem fingre med det. Det er klart, at man ikke kan sidde og holde i en bil i en halv kilometer. Men som jeg ser det, var der måske tale om 50-100 meter her.

- UCI har jo retten på sin side. De har TV-billederne. Men det er bare noget, der sker meget, meget tit.

For langt fra mål til at være afgørende

Derudover undrer Rolf Sørensen sig over UCI’s håndtering af situationen, hvor de altså ventede til efter løbet med at skride til handling. I stedet skulle man have givet en advarsel eller taget rytteren helt ud af løbet, mens det stadig var i gang.

Samtidig påpeger eksperten, at drafting foregik så langt fra målstregen, at det for ham at se ikke burde være afgørende.

- Det er godt nok sjældent, at vi ser den her slags. Når det sker, så er det typiske efter en forseelse i spurten eller noget, der virkelig har været groft i afslutningen, hvor det virkelig er finaleafgørende.

- Her var han blandt alle de andre i en finale, hvor han har haft det lige så hårdt – og måske hårdere, fordi han havde skulle kæmpe sig op igen. Det er stadigvæk hårdere for ham at komme tilbage, end det er bare at sidde i feltet uden at være væltet.

Eekhoff ses her cykle bag sin holdbil. UCI har vurderet, at det var i for lang tid.
Eekhoff ses her cykle bag sin holdbil. UCI har vurderet, at det var i for lang tid. Foto: TV 2 SPORT

Flere er enige i kritikken

TV 2 SPORTs cykelekspert er langt fra den eneste, der kritiserer diskvalificeringen af Nils Eekhoff.

På Twitter skriver Quick-Steps sportsdirektør Brian Holm, at han er forvirret. Fredagens episode får ham til at tænke på 19. etape af årets Vuelta A Espana, hvor blandt andre Primoz Roglic ikke blev straffet for en nærmest identisk forseelse

- I Vueltaen er det i orden at drafte bag holdbilerne i sidevinden? De fleste ryttere kan køre i læ bag TV-motorcykler, uden at der sker noget. Skammeligt, UCI, skriver Holm

En anden sportsdirektør, Steven De Jongh fra Trek-Segafredo mener også, at diskvalifikationen burde være sket under løbet – og først efter en advarsel over radioen til de hollandske leder.

Han bakkes op af sin rytter Jasper Steyven. Steyven. Trek-rytteren spekulerer i, om Eekhoff havde fået samme straf, hvis han var endt uden for medaljerne.

- Endnu en gang viser UCI... hvordan de er. Havde de diskvalificeret Eekhoff, hvis han var blevet nummer fire? I havde billederne undervejs i løbet, så i skulle have taget beslutningen med det samme, skriver han.

Den norske rytter Tobias Foss, som efter Eekhoffs diskvalificering blev nummer seks, er dog ikke helt enig.

- Jeg synes, det var meget rart, at de gjorde det uden efter målstregen. Det er egentlig det eneste, jeg har at sige. Jeg har ikke helt styr på, hvad det er, han har gjort, sagde han til procycling.no https://www.procycling.no/ny-vm-vinner-diskvalifisering/

Diskvalificeringen af Nils Eekhoff betød, at italienske Samuele Battistella er ny verdensmester for U23-ryttere. Udover Eekhoff blev danske Andreas Stokbro og Alexander Konychev fra Italien også blevet diskvalificeret.