Cykling

Froome tæt på comeback - melder sig til løb i efteråret

Chris Froome skal køre løb igen til efteråret.

Den britiske cykelstjerne deltager i Critérium de Saitama, der køres i slutningen af oktober.

Chris Froome er snart at se igen på cyklen.

Den firedobbelte britiske Tour de France-vinder deltager 27. oktober i Critérium de Saitama.

Det skriver arrangørerne på deres hjemmeside.

Froome skal på Team Ineos blandt andre køre løbet i Japan sammen med dette års Tour de France-vinder, Egan Bernal.

Briten vandt løbet i 2013.

I juni fik Froome sæsonen spoleret af et voldsomt styrt før en etape af Critérium du Dauphiné.

Han tog med en hastighed på 54 kilometer i timen en hånd af styret for at pudse næse. I samme øjeblik hev et vindstød fat i britens forhjul og slyngede ham ind i en mur.

Han brækkede lårben, ribben og albue og tilbragte det meste af sommeren på hospitalet.

Han sagde selv, at han var heldig med at være i live efter ulykken, som betød, at han ikke kunne stille op i årets Tour de France.

I slutningen af august var han for første gang tilbage på cyklen og gennemførte et par omgange på en cykelbane. Men der var ingen, der regnede med, at han ville være klar til igen at køre løb i år.

Selv sagde Froome i et videointerview i starten af august, at han på alle måder er kommet sig hurtigere end ventet, og at han har muligheden for at komme sig 100 procent.