Cykling

To danskere i top-10 ved U23-VM

Andreas Kron var med i den afgørende spurt om verdensmestertrøjen, men kræfterne var sluppet op.

Artiklen er opdateret, efter Nils Eekhoff er blevet diskvalificeret af UCI.

Den danske Riwal Readynez-rytter Andreas Kron var med i finalen, da VM i landevejscykling for U23-ryttere blev afgjort fredag aften.

Andreas Kron sad i en gruppe, der kørte frem til en frontgruppe med en kilometer igen, og han forsøgte sig til sidst, men måtte se hollandske Niels Eekhoof køre med VM-guldet. Hollænderen er dog siden blevet diskvalificeret for at have fået hjælp undervejs. Samuele Battistella er dermed ny verdensmester.

Andreas Kron bliver nummer fem. Danmark fik endda to ryttere i top-10, da Mikkel Bjerg med diskvalifikationen blev nummer otte.

Kræfterne slap op

Rytterne skulle ud på en rute, der bød på 173 kilometer med afslutning i Harrogate, hvor rytterne kørte de to sidste omgange.

Med 70 kilometer igen havde en gruppe omkring et minut til feltet, hvor USA og Frankrig arbejdede sammen om at jagte.

Fremme i frontgruppen sad Andreas Kron, mens der kort forinden var skidt nyt set med danske briller.

Spurtstærke Andreas Stokbro måtte således udgå efter en defekt, hvor det var umuligt at lukke hullet til feltet bagefter.

Ved indgangen til de to sidste omgange sad danske Mikkel Bjerg, Andreas Kron og Morten Hulgaard med i gruppen blandt de forreste, og Mikkel Bjerg forsøgte sig med et angreb på en mindre bakke.

Med 15 kilometer igen var en gruppe på seks ryttere dannet og lige efter dem forsøgte Andreas Kron at køre sig frem.

Kron endte i en gruppe 25 sekunder efter de forreste med ni kilometer igen, og med tre kilometer igen var afstanden barberet til 13 sekunder.

Flere ryttere har været nede, og flere ryttere har slået sig voldsomt. Video: TV 2 SPORT

De forreste blev samlet med lidt over en kilometer igen, og så forsøgte Kron sig med et angreb, der dog hurtigt blev neutraliseret, og kræfterne slap op, lige som løbet blev afgjort.

21-årige Andreas Kron kører til dagligt for Riwal Readynez.