Cykling

Dansk VM-rytter overrasket over 'vild' VM-vinder - var selv 'finito'

Cecilie Uttrup Ludwig kunne ikke følge med til sidst ved VM i linjeløb.

Cecilie Uttrup Ludwig var i udbrud på VM-ruten. Til sidst slap kræfterne dog op – helt op. Trods manglende kræfter glædede hun sig over VM-stemningen.

Længe så det rigtig godt ud for danske Cecilie Uttrup Ludwig ved VM i cykling.

Hun var kommet godt over rutens to tidlige stigninger og var endt i næstforreste gruppe med ni andre ryttere. En gruppe, der indeholdt den senere sølv- og bronzevinder.

- Det var så vanvittigt hårdt. Men hvor var det fedt at være med, hvor cykelløbet var rigtig sjovt, siger Cecilie Uttrup Ludwig til TV 2 SPORT.

I gruppen prøvede vi virkelig at hente Annemiek van Vleuten, men hun er bare for vild

Cecilie Uttrup Ludwig

Hun kunne dog ikke sidde med, da flere af gruppens ryttere stak afsted.

Til sidst blev danskeren opslugt af feltet og endte som nummer 30.

- Jeg gjorde, hvad jeg kunne. Så bliver vi hentet på omgangene, og der er jeg rimelig flad. Jeg prøvede at hjælpe Amalie (Dideriksen, red.), men ellers var det bare helt ’finito’, siger Cecilie Uttrup Ludwig.

Overrasket over løbets afgørelse

24-årige Cecilie Uttrup Ludwig var både vågen og stærk, da feltets store udskilning skete. På stigningen Lofthouse med over 100 kilometer til mål stak hollandske Annemiek van Vleuten afsted.

Hollænderen kørte væk alene, så sig aldrig tilbage og blev suveræn verdensmester, men Cecilie Uttrup hægtede sig på gruppen efter van Vleuten.

Den gruppe sad Anna van der Breggen og Amanda Spratt også i, og de endte med henholdsvis sølv og bronze.

Efter løbet var Cecilie Uttrup Ludwig overrasket over, at løbet blev afgjort så tidligt.

- Det havde jeg ikke lige forestillet mig. I gruppen prøvede vi virkelig at hente Annemiek van Vleuten, men hun er bare for vild, siger Cecilie Uttrup Ludwig og fortæller:

- Helt 'crazy'

Selvom danskeren sled og slæbte ude på ruten, så havde hun også tid til at værdsætte løbet og rammen omkring det.

Cecilie Uttrup Ludwig var således fuld af roser over VM, efter hun krydsede målstregen for sidste gang.

- Hvor var der mange tilskuere derude – det var helt vildt. Man kunne ikke høre sig selv tænke. Det var helt ’crazy’, og jeg elsker det, siger danskeren.

Bedste dansker blev Amalie Dideriksen på en 13. plads.