Cykling

Nye billeder viser, hvorfor U23-guldvinder blev diskvalificeret

UCI har netop offentliggjort billederne, som ligger til grund for, at Nils Eekhoff blev frataget VM-guldet i U23-VM. Se dem herover.

Det vakte stor opmærksomhed, da hollandske Nils Eekhoff i aftes blev diskvalificeret fra U23-rytternes VM i linjeløb, efter han ellers havde vundet det.

Hollænderen nåede at være verdensmester i cirka en halv time, inden UCI valgte at diskvalificere ham. Den beslutning blev truffet, fordi han udnyttede slipstrømmen fra sin følgebil til at komme tilbage til feltet efter et styrt 124 kilometer fra mål.

Billederne af situationen blev ikke live-transmitteret, men lørdag eftermiddag har UCI offentliggjort billederne, der har dannet grundlag for udelukkelsen (se dem øverst i artiklen).

- Den hændelse (hvor Eekhoff bliver trukket af bilen) varede længe, også mere end 10-15 sekunder. Faktisk varede den så længe, at den maksimale straf blev anvendt, som det står beskrevet i reglerne, forklarede UCI-talsmanden Louis Chentaille til det belgiske medie Sporza efter afgørelsen, der blev truffet af løbets jury.

Med diskvalifikationen af Nils Eekhoff blev italienske Samuele Battistella i stedet kåret som vinder af den regnbuefarvede trøje.

- Denne beslutning er upassende

Nils Eekhoff forlod målområdet med tårerne løbende ned af kinderne, da UCI havde offentliggjort beslutningen om at diskvalificere ham.

Den 21-årige hollænder, der kører for Team Sunweb, har sidenhen udtrykt sin frustration i et opslag på Twitter:

- VERDENSMESTER! Den følelse... Men den varede kun i 15 minutter, skriver Nils Eekhoff og tilføjer:

- At høre de har diskvalificeret mig var og er et stort chok for mig. Jeg forstår reglerne i cykling, men jeg mener helt ærligt, at denne beslutning er upassende. Hvad det betyder for UCI (Den International Cykelunion, red.) at have en rød tråd, er et spørgsmål, jeg vil finde svar på.

- Jeg vil aldrig glemme de bedste 15 minutter i mit liv. Jeg kommer igen.

Også danske Andreas Stokbro og italienske Alexander Konychev blev diskvalificeret efter løbets afslutning.