UCI forklarer, hvorfor de ventede med at diskvalificere VM-guldvinder

UCI traf afgørelsen om at fratage hollandske Nils Eekhoff VM-guldet på baggrund af billeder, som ikke blev live-transmitteret.

Det vakte en del kritik, da den internationale cykelunion, UCI, fredag diskvalificerede den rytter, der netop var kørt først over stregen i U23-herrernes linjeløb ved VM.

Grunden til diskvalificeringen var, at hollandske Nils Eekhoff udnyttede slipstrømmen bag sin holdbil til at komme lettere tilbage til feltet efter et styrt 124 kilometer fra mål. Blandt andre TV 2 SPORTs cykelekspert Rolf Sørensen mente dog ikke, at TV-billederne afslørede en særligt slem forseelse.

Nu forklarer UCI til gengæld, hvad der ligger bag den hårde straf.

- Den hændelse (hvor Eekhoff bliver trukket af bilen) varede længe, også mere end 10-15 sekunder. Faktisk varede den så længe, at den maksimale straf blev anvendt, som det står beskrevet i reglerne, siger Louis Chentaille, som er talsmand for UCI, til det belgiske medie Sporza efter afgørelsen, der blev truffet af løbets jury.

Af juryens rapport fremgår det, at den hollandske holdbil desuden har fået en bøde på 200 schweizerfranc. Det samme har i øvrigt den danske og den italienske, da de to nationer også fik ryttere diskvalificeret.

I UCI’s regler står der, at det normalt vil koste en rytteren en bøde på 100 schweizerfranc at køre i læ af bilen. Samtidig bliver chaufføren/bilen straffet med en bøde på 200 schweizerfranc, og samme beløb må en eventuel ansvarlig sportsdirektør punge ud med.

Ydermere står der: ”Ud over ovenstående bestemmelser kan kommissærpanelet i alvorlige tilfælde, i tilfælde af gentagne overtrædelser eller skærpende omstændigheder fjerne eller diskvalificere en rytter”, som det altså blev udfaldet fredag.

Fandt forseelsen på ”skjulte” billeder

En stor del af kritikken er gået på, at beslutningen om at udelukke Eekhoff først blev truffet en halv time efter, at hollænderen som den første kørte over målstregen i Harrowgate.

Blandt andet skrev Trek-Segafredos Jasper Steyven efterfølgende på twitter:

- I havde billederne undervejs i løbet. Så beslutningen skulle være taget med det samme.

Men faktisk var det ikke tilfældet forklarer UCI-talsmanden.

- Vi havde ikke billederne dengang. Og så er det jo en streng straf, så vi havde brug for tid til at tage beslutningen. Vi måtte ikke tage fejl. Det handlede trods alt om en verdensmester-titel.

Ifølge talsmanden blev juryen først opmærksom på forseelsen, da de så den på billeder i en produktionsvogn. Der er tale om billeder, som ikke blev live-transmitteret, og derfor måtte de se hele løbet igen for at kunne træffe den rigtige beslutning.

Det hollandske forbund har fået muligheden for at indgive en klage. Men ifølge Louis Chenaille har hollænderne valgt at acceptere straffen efter også at have set de for offentligheden ukendte billeder. Det betyder, at den oprindelige toer, italienske Samuele Battistella, med sikkerhed kan kalde sig U23-verdensmester.