Cykling

Dobbelt verdensmester får ophævet kontrakt med øjeblikkelig virkning

Australske Rohan Dennis blev fristillet af Bahrain-Merida den 13. september forud for VM i enkeltstart.

Cykelholdet Bahrain-Merida har valgt at opsige den australske cykelrytter Rohan Dennis' kontrakt med øjeblikkelig virkning.

Det skriver Cyclingnews.

Bahrain-Merida bekræfter over for mediet, at holdets to-årige kontrakt med Rohan Dennis blev opsagt for mere end to uger siden - nærmere præcist den 13. september.

- Ophævelsen af konkrakten blev ikke offentliggjort for at give Rohan Dennis de bedste muligheder for at forberede sig til verdensmesterskabet i enkeltstart, hedder det i erklæringen fra det Bahrain-baserede cykelhold.

Kørte på BMC-cykel trods sponsor

Rohan Dennis vakte stor opsigt, da australieren tidligere på ugen under VM i enkeltstart valgte at køre ruten omkring Harrogate i England på en sortmalet BMC-cykel uden varemærkenavn.

Det skete, selvom Rohan Dennis var sponsoreret af cykelfabrikken Merida i Taiwan i kraft af sin kontrakt med World Tour-holdet Bahrain-Merida.

Den forsvarende verdensmester i enkeltstart, Rohan Dennis, har noget overraskende valgt at køre med landsholdets udstyr og ikke sit holds. Video: TV 2 SPORT

Cykelholdet fra Bahrain valgte efter enkeltstarten ikke at kommentere på Rohan Dennis' valg af cykel.

Temporytteren kørte i perioden fra 2014 til 2018 for BMC-holdet, hvor han opnåede sine bedste resultater i enkeltstart på BMC-cyklen.

BMC-holdet var hurtigt ude og lykønske den australske tempomaskine efter VM-guldet.

Australieren Rohan Dennis endte med at genvinde sin VM-titel i enkeltstart i suveræn stil omkring engelske Harrogate med et forspring på mere end et minut til den belgiske teenager Remco Evenepol.

Langvarige problemer

Rohan Dennis har længe været på kant med sin - nu forhenværende - arbejdsgiver, Bahrain-Merida.

Problemerne stammer tilbage fra Tour de France, hvor Rohan Dennis udgik af etapeløbet med 80 kilometer tilbage af 12. etape.

- Det var ikke planlagt. Det var ikke et stunt... Men på den lange bane var det det bedste for mig, sagde Rohan Dennis dengang om beslutningen.

Nyheden kom som en stor overraskelse, for den australske rytter udgik blot én dag før løbets eneste enkeltstart, som Rohan Dennis med sin titel som verdensmester i enkeltstart var klar favorit til at vinde.

Regnede med at fortsætte hos Bahrian-Merida

Rohan Dennis var udset til skulle køre Vuelta a España i august og september, men 11 dage før løbets start blev han til stor fortrydelse pillet af startlisten.

- Jeg ville virkelig gerne køre Vueltaen, men det skete åbenlyst ikke, fortalte Rohan Dennis om fravalget.

Blot to dage før hans kontrakt blev revet i stykker, udtalte den australske verdensmester, at han trods de interne udfordringer stadig regnede med at køre for Bahrian-Merida-holdet i den kommende sæson.

- Jeg har vundet i hvert løb, hvor jeg har fået at vide, at jeg skulle vinde. Så ja, lige nu ser det ud til, jeg også vil være her i næste sæson, sagde Rohan Dennis den 11. september.

Ifølge Cyclingnews er det polske World Tour-hold CCC Team favorit til at blive australierens næste arbejdsgiver. Men britiske Team INEOS skal også være inde i billedet om Rohan Dennis' underskrift.