Cykling

Starten på VM-løb udskudt - ruten ændret og forkortet på grund af vejret

På grund af regn har den internationale cykelunion, UCI, valgt at forkorte ruten til søndagens linjeløb.

OBS! Ændringen betyder, at TV 2 SPORT først sender fra herrernes VM i linjeløb fra klokken 09.40.

Grundet vejrmæssige udfordringer bliver ruten til herrernes VM i linjeløb forkortet.

Søndagens løb skulle med sine 285 kilometer have været det længste VM i 43 år, men den er nu blevet forkortet på grund af regn. Rytterne skal i stedet ud på 261 kilometer. Det skriver UCI på Twitter.

Forkortelsen betyder også, at linjeløbet først bliver skudt i gang klokken 10.00 dansk tid - en halv time senere en planlagt.

Årsagen til ændringen skal findes i, at de smalle veje frem til løbets højeste stigning, Buttertubs, er øversvømmede. Derfor har arrangørerne nu valgt helt at fjerne Buttertubs og den efterfølgende stigning Grindon Moor fra løbet og i stedet køre hurtigere ind mod rundstrækningen omkring Harrogate.

I Harrogate skal rytterne køre to yderligere omgange end de syv, der i forvejen var planlagt. Men selvom man nu har valgt at fjerne løbets to længste stigninger og tilføjet to ekstra omgange, så får det ikke den store betydning, vurderer TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen.

- De to hårdeste stigninger i løbet er blevet taget ud, dette kunne sagtens have været et sted hvor nogle hold gerne ville have sat pres på. Nu bliver stykket inden omgangene mere et transport stykke, hvor det ellers kunne have åbnet løbet op.

- De seneste dage har den afsluttende omgang givet et godt cykelløb, og den får rytterne så to ekstra omgange af, så der er stadigvæk rig mulighed for at gøre løbet hårdt. Derfor tror jeg alt i alt ikke det får den store betydning i sidste ende. Taktikken skal måske justeres lidt, men vi får stadigvæk et knald hårdt cykelløb, siger Chris Anker Sørensen.

Ekstra Bladet skriver desuden, at tåge i området kan forhindre helikopterne i at levere tv-billeder fra løbet.

Dansk talent styrtede i vandmasser tidligere på ugen

Det er ikke første gang i VM-ugen, at regnen har sat sine spor. I U23-herrernes enkeltstart regnede det fra start til slut, og det fik blandt andre store konsekvenser for danske Johan Price-Pejtersen.

Coloquick-rytteren var et medaljehåb, men det håb fik en brat afslutning, da han styrtede i en enorm vandpyt.

Vandmasserne fra U23-herrernes enkeltstart fik efterfølgende betydning for kvindernes kamp mod uret, der blev udskudt til senere på dagen.