Cykling

Nu er Danmark en af de helt store cykelnationer, mener ekspert

Med Mads Pedersens verdensmesterskab er Danmark nu helt oppe blandt de allerbedste cykelnationer i verden, mener Chris Anker Sørensen.

De største nationer i cykling er typisk lande som Belgien, Holland, Spanien og Frankrig.

Men efter verdensmesterskabet skal man også til at regne Danmark med i den absolutte verdenselite. Det mener TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen.

- Jeg synes bestemt, at verdensmesterskabet gør, at vi i hvert fald nu er en af de helt store nationer i cykelsport, siger cykeleksperten.

Jakob Fuglsang og Michael Valgren viste sig også frem under søndagens linjeløb, og derfor sluttede hele tre danskere i top-12. Det er endda til trods for, at rytterne fra de andre lande er opmærksomme på, at de danske ryttere kører stærkt.

- Vi er en af de nationer, der bliver holdt rigtig meget øje med, siger Chris Anker Sørensen.

Ifølge cykeleksperten var Danmark i forvejen en stor spiller på den internationale cykelscene, men Mads Pedersens verdensmesterskab gør nu, at der er blevet taget et ekstra skridt op til den absolutte top.

- Det er ikke kun én rytter

Især hæfter Chris Anker Sørensen sig ved, at Mads Pedersens triumf bare er den seneste succes i en lang række af sejre.

- Det er ikke kun én rytter. Vi har så mange dygtige ryttere, der har lavet store resultater i år. Jakob Fuglsang, Michael Valgren, Kasper Asgreen, Jonas Vingegaard. Det er ikke den samme rytter, siger han.

I løbet af året er det blevet til flotte danske sejre og topplaceringer resultater i store løb som Liege-Bastogne-Liege, Flandern Rundt, Amstel Gold Race, Fleche Wallone og Critérium du Dauphiné.

Næste store løb bliver Paris-Tours 13. oktober, hvor der er chance for, at Mads Pedersen kan lufte sin nye verdensmestertrøje.