For fire år siden fik Mads Pedersen mig til at føle mig gammel

16x9
Mads Pedersen kan det næste år iføre sig den regnbuefarvede trøje. Foto: Ben Stansall / Ritzau Scanpix

KLUMME: Mads Pedersen, du er sej, Chris Anker er mig, og her er mine tanker omkring det netop overståede VM i Yorkshire.

Selv her nogle dage efter er det fortsat lidt vildt for mig at tænke på, at Mads Pedersen er blevet verdensmester.

Da jeg kunne se, at gruppen med ham, Trentin, Van der Poel, Moscon og Küng ville holde hjem, tænkte jeg: ”Det her kan godt blive til medalje”. Jeg turde dog ikke at tænke tanken, at det kan blive til guld og regnbuetrøje.

Jeg kan huske tilbage til VM i Melbourne, hvor jeg selv og Anders Lund lancerede spurten for Matii Breschel. Da jeg slog ud, tænkte jeg, han kan blive verdensmester. Det gjorde Matti som bekendt ikke, og vi stod faktisk med lidt blandede følelser efter stregen, selvom det var blevet til sølv. Så jeg ved, hvor svært det er at vinde regnbuetrøjen, hvor meget der skal gå op i en højere enhed, og hvor gode ben man skal have. Derfor tager det nok fortsat nogle dage, før end det har bundfældet sig i mig, og nok også i Mads Pedersen for den sags skyld. Én ting er sikker: Søndag den 29. september var en vild dag.

Han fik mig til at føle mig gammel

Første gang, jeg fik øjnene op for Mads Pedersen, var i Tour de Fjords 2015. Her var han førsteårssenior og nyprofessionel hos Team Cult Energy. Jeg kendte hans navn og vidste, han havde lavet gode resultater i juniorklassen, men det er altid noget andet, når man konkurrere imod folk. Den respekt, du kan få herigennem, er så meget større.

Nu har jeg levet på en sten de sidste to måneder, har kørt latterlige intervaller, 200 km-ture med mere end 5000 højdemeter, og så kan sådan en ung 'knejterøv' nærmest følge mig til dørs

Chris Anker Sørensen om Mads Pedersen tilbage i 2015

Efter et forår, der ikke var noget at skrive hjem om, havde jeg genfundet benene i maj måned. Jeg havde udset mig en etape, kørte den virkelig offensivt og kom fuldstændig rundbarberet i mål som nummer seks. Blot 16 sekunder efter på syvendepladsen kom en rundkindet 19-årig knægt ind. Bevares; han var også færdig lige som mig, men alligevel fik det mig til at føle mig lidt gammel.

Jeg sagde til mig selv: ”Nu har jeg levet på en sten de sidste to måneder, har kørt latterlige intervaller, 200 km-ture med mere end 5000 højdemeter, og så kan sådan en ung 'knejterøv' nærmest følge mig til dørs”. Om aftenen klagede jeg mig lidt til Michael Reihs, som jeg tidligere havde kørt med, og som nu kørte på hold med Mads Pedersen. Han beroligede mig og gjorde mig opmærksom på, at Mads Pedersen altså var en rigtig god væddeløber, og at han kunne blive til noget stort en dag. Det må man sige, han fik ret i.

VM's nye disciplin fungerede ikke

Den afslutning, VM fik, gjorde jo, at man her efterfølgende tænker tilbage på det med glæde. Men der var da et par skønhedspletter undervejs. Vejret og de problemer, det medførte, tror jeg også, mange vil huske. Måske især Johan Price Pejtersen. Jeg synes egentlig, at arrangørerne gjorde, hvad de kunne for at få alle løbene afviklet på en sportslig måde under svære vilkår. Selvom jeg da var ved at gå ud af mit gode skind over de manglende billeder undervejs i søndagens løb for herreelite.

En ting, som slet ikke fungerede, var mixstafetten. Jeg havde ellers lovet mig selv at give det en chance. I andre sportsgrene er jeg ret vild med staffeter, så hvorfor skulle det ikke også kunne blive godt i cyklingens verden? Derudover kunne jeg også godt se ideen i at skabe et bånd imellem dame- og herresporten. Jeg synes dog, at det i praksis blev lidt en tynd affære. Der var mange lande, der sprang den over, og de lande, der deltog, var uden flere store profiler.

At se tre ryttere køre rundt, er ikke lige så episk og smukt som 6 eller 8. Dermed blev det lidt en flad omgang, som blev forstærket af, at holdende blev startet i startgrupper fremfor, at alle startede ud på stribe. Jeg ved godt, det ikke var muligt på den rute at køre alle samtidigt, men lige så velegnet ruten var til samletstarten, lige så lidt mening gav den til holdløb.

Så enten skal man gå tilbage til det klassiske holdløb, eller også skal man gentænke ideen. Alt tyder dog på, at eneste ændring bliver, at man flytter det til om onsdagen. Jeg ved ikke, om det kan gøre, at flere vil satse på det. Jeg håber det, for ellers kan det godt blive endnu en fesen omgang. Al begyndelse er svær, men det, vi så i år, gjorde ikke meget godt for sporten.

Udelukkelse gav mening og lægger op til debat

Afgørelsen i U23’ernes løb var noget andet, der fyldte meget. Nils Eekhoff blev diskvalificeret, og Samuelle Battistella blev i stedet verdensmester. Lige da jeg hørte nyheden, var jeg rasende. Noget, der dog har fortaget sig lidt, efter jeg så videoen. Stadigvæk undrer det mig lidt, at der skulle gå omkring et døgn fra afgørelsen blev taget, til videoen blev frigivet. Som min gamle fodboldtræner Flemming lærte mig, har dommeren altid ret, og det har UCI-kommissærerne også i dette tilfælde.

Selvom det altid gør mig trist at se, at styrt, uheld og defekter kan gøre, at mange måneders arbejde er spildt. Se stakkels Andreas Stokbro, der som følge af defekt aldrig fik lov at spille en rolle i løbet. Faktisk er det netop alle de forholdsregler med at sidde fremme for at undgå styrt, der ofte gør, at styrtene sker.

Alle mand i feltet kan jo ikke sidde i fronten af feltet. Disse ting er desværre en del af cykelsporten, og det er vel også med til at gøre sporten ekstra fascinerende, og også med til at gøre de søde stunder ekstra søde, for man har gået så meget igennem på vejen dertil. Derfor duer det ikke, at en mand sidder direkte på hjul af servicebilen over to minutter, uagtet at han var i en situation, hvor alle kan føle med ham.

Jeg synes generelt, at kommisærerne er gode til at se igennem fingre med små regelbrud i forbindelse med styrt, men der skal selvfølgelig også være grænser. Efter denne sag og med alle de mange og ekstra tv-billeder, der nu er til rådighed, skal man fra UCI’s side overveje, om der skal laves et videokommissærpanel, der kan tage beslutninger undervejs i løbet.

Således kan en rytter ikke kan køre 120 kilometer, førend man finder ud af, at han skal diskes. Der skal stadigvæk være øjne ude på vejen som i dag, men der skal også være øjne på videoskærmene, således man undgår, at man kan være verdensmester i et kvarter og så blive diskvalificeret for en næsten fire timer gammel hændelse. Jeg anfægter ikke rigtigheden i beslutningen, men jeg anfægter tiden, det tog, før end den blev taget.

Så selvom der var skønhedspletter undervejs, er det, jeg vil huske VM for, at Mads Pedersen blev verdensmester, og at VM i Yorkshire dermed med danske briller blev historisk.