Quick Step-rytter får bøde og giver undskyldning efter knytnæveslag

16x9
Der opstod håndgemæng mellem Florian Senechal og Max Walscheid efter målstregen af Sparkassen Münsterland Giro. Foto: World Cycling Stats

Franske Florian Senechal slog sin tyske kollega på hjelmen efter at have været styrtet under opløbet af det tyske endagsløb Sparkassen Münsterland.

En bøde fra arbejdsgiveren og en uforbeholden undskyldning til cykelkollegaen.

Det er resultatet af det voldsomme vredesudbrud, som torsdag ramte den franske cykelrytter Florian Senechal fra Deceuninck-Quick Step efter endagsløbet Sparkassen Münsterland Giro.

Kort efter målstregen sendte en tydeligt frustreret Florian Senechal et knytnæveslag imod Team Sunewebs Max Walscheid, der blev ramt på cykelhjelmen.

Reaktionen har skabt overskrifter i cykelverdenen, og det belgiske cykelhold tager nu afstand fra episoden på Twitter.

- Deceuninck-Quick Step tolererer ikke Florian Senechals opførsel i slutningen af ​​dagens Münsterland Giro. Sagen er blevet behandlet internt, og Florian er blevet idømt en bøde, som skal gå til en velgørenhedsorganisation, skriver holdet.

Det fremgår ikke, hvor stor en bøde Florian Senechal er blevet tildelt.

Den iltre franskmand har efterfølgende valgt at lægge sig fladt ned og undskylder for sin temperamentsfulde opførsel.

- Mine dybtfølte undskyldninger går til Max Walscheid, Team Sunweb, mit hold og mine fans. Hvad jeg gjorde efter løbet, var helt uacceptabelt, og det viser ikke, hvem jeg er. Jeg beklager det virkelig, lyder det i et tweet fra Florian Senechal.

Frustration trods spurtsejr

Vredesudbruddet fra den franske rytter skyldtes en episode under opløbet af cykelløbet Sparkassen Münsterland Giro i Tyskland.

I den afgørende spurt skulle Florian Senechal køre leadout for Deceuninck-Quick Steps sprinter Alvaro Hodeg.

Missionen lykkedes, for den colombianske sprinter var hurtigst i spurten og henviste sprintstjernen Pascal Ackermann til andenpladsen.

Men da Florian Senechal havde kørt sit leadout, blev han 200 meter fra mål ramt af tyskeren Max Walscheid fra Team Sunweb og måtte dermed i tur i den våde, tyske asfalt.

Efterfølgende endte de to cykelryttere kortvarigt i håndgemæng med hinanden, inden de omkringstående ryttere måtte skille dem fra hinanden.

Det franske knytnæveslag blev fanget på video, og bataljen mellem de to cykelryttere kan ses her.