Cykling

Først da løbet var slut, opdagede Høj sin fejltagelse: - Det var en katastrofe

Frank Høj blev nummer to i det første løb, han gennemførte.

Frank Høj havde en begivenhedsrig første weekend som professionel cykelrytter. Det fortæller han om i en ny bog.

Tirsdag den 8. oktober udkommer bogen 'Mit livs løb', hvor flere af Danmarks største cykelryttere gennem tiden fortæller om de bedste sejre eller oplevelser i et løb.

De medvirkende er blandt andet Ole Ritter, Jakob Fuglsang, Jesper Skibby og Chris Anker Sørensen.

Bogen er skrevet af Nikolaj Albrectsen og Anders Hjort og udgivet hos forlaget Storyhouse.

TV 2 SPORT har fået lov til at bringe et kapitel fra bogen.

Her er det Frank Høj, som fortæller om sin første professionelle løbsweekend, hvor han den ene dag nåede at blive smidt ud af et løb, mens han dagen efter blev truet med en fyreseddel af sin egen sportsdirektør, inden han senere i løbet skældte en af tidens største cykelryttere ud.

Frank Høj - Omloop der Vlaamse Ardennen, 5. marts 1995

Det var stadig vinterkoldt i Vestflandern, men det gjorde intet. Det var lørdag, og jeg stod i startområdet i min sorte Collstrop-trøje, der var krydret med lilla og grønne farver, og trippede for at komme i gang med mit nye liv. Forude ventede en weekend med mine to første professionelle løb.

Jeg pressede mig langt frem i feltet og lå blandt de forreste ryttere i den neutrale zone, så jeg var klar til at angribe og komme i udbrud, så snart løbet blev givet frit. Det var ikke en del af min plan, at en bil pludselig kom kørende bagfra.

Sådan ser forsiden til 'Mit livs løb' ud.

Vi skulle give plads for løbskommissæren, lød det fra bilen. Men jeg gad ikke trække ind til siden, for så ville andre ryttere kunne tage min plads i front, så snart bilen var forbi os.

Jeg kørte trodsigt videre, bilen sneg sig forbi mig alligevel, og løbet kunne begynde. Alt var godt. Troede jeg. Der gik kun få minutter, før min sportsdirektør, Jean Pierre Hendrix, kørte op til mig i sin bil.

Han rasede.

Det viste sig, at løbskommissæren var blevet virkelig sur over den næsvise neopro fra Collstrop og krævede, at jeg trak mig fra løbet. Jeg nægtede at udgå. Det var jo mit første løb, og jeg kunne slet ikke se, at jeg havde gjort noget galt.

Jeg kørte videre, men så kom Hendrix tilbage. Nu var tonen en anden og beskeden værre end for få minutter siden. Han truede med en lang karantæne, hvis jeg ikke adlød ordren.

Jeg syntes, det var sindssygt uretfærdigt, for jeg var havnet forrest efter en positionskamp, men jeg fulgte min chefs ordre.

På den måde kom jeg aldrig rigtig i gang med mit første løb og måtte både rasende og ærgerlig se resten af rytterne køre om sejren. Følelsen sad stadig i mig næste morgen, hvor der heldigvis ventede en ny chance for at bevise mig i min nye tilværelse som professionel. Jeg havde kæmpet hårdt for nå dertil.

De lokale ryttere på holdet prøvede at køre mig i bund på træningslejren, men jeg var for stærk

Frank Høj

Den første store chance

Et år tidligere havde jeg ikke turdet tro på, at jeg kunne komme på kontrakt hos et hold. Jeg prøvede først at blive professionel i Spanien, men det duede ikke, for jeg fandt ud af, at der var bjerge, og der kunne jeg på ingen måde være med.

Jeg flyttede til Belgien og kørte løb som amatør, men ingen professionelle hold ville så meget som give mig en prøveperiode. Derfor skulle der noget ekstraordinært til. Hjemme i Danmark var min mor formand for mit danske hold, Lyngby Cykle Klub. Igennem mange år havde hun haft problemer med at få klubbens cykeltøj hjem til tiden fra en italiensk leverandør.

Så da det var tid til at bestille tøj for sæsonen 1994, anbefalede jeg hende at kontakte firmaet BioRacer, som leverede det tøj, jeg kørte i hos mit belgiske amatørhold. BioRacer sendte hurtigt tøjet til Danmark, og sælgeren var så glad for at få en kunde i Danmark, at han gerne ville hjælpe mig med mine problemer med at få kontakt til større belgiske hold.

Han anbefalede holdet Zegelhallen at give mig chancen, og de lyttede. På den måde fik jeg en prøvekontrakt i efteråret 1994. Det var min første store chance, følte jeg.

Jeg blev sendt ud på nogle vanvittige cykelløb i små belgiske byer, men det gik godt – så godt, at et professionelt hold fik øje på den ukendte dansker i mængden af gale belgiere. Collstrop ville have mig. Pludselig var jeg inde i varmen.

Det var en stor mulighed, for dengang i midten af 1990’erne var der ingen professionelle danske hold. Ville en dansk rytter på kontrakt, skulle han til udlandet.

Køre tæt på 100 løb

Jeg fik min første spæde forsmag på det professionelle liv med Collstrop, da vi i løbet af vinterperioden mødtes i Ardennerne på træningslejr. Jeg følte mig som ”Palle alene i verden”.

Holdet bestod næsten udelukkende af belgiere. Heldigvis fik jeg en hollænder som værelseskammerat, og det var ikke en hvilken som helst rytter, men Adrie van der Poel, der var en kæmpe stjerne.

Han var 14 år ældre end mig og havde store resultater bag sig. Han havde vundet flere forårsklassikere, blandt andet Flandern Rundt, og endda Tour de France-etaper. Det var helt vildt at bo sammen med ham. Han tog sig godt af mig og sagde, jeg ikke skulle frygte livet som professionel.

Han kunne se, at jeg var i god form, og at jeg passede min træning. Det havde jeg altid gjort. Belgierne mærkede det også. De lokale ryttere på holdet prøvede at køre mig i bund på træningslejren, men jeg var for stærk.

Det var egentlig mit held, at jeg kom ind på et skodhold, der var fuldstændig ustruktureret

Frank Høj

Det skyldtes, at jeg trænede røven ud af bukserne op til sæsonen, fordi jeg troede, alle professionelle cykelløb var 240 kilometer lange. Det var de ikke, fandt jeg senere ud af.

Som rytter på et lille hold skulle jeg dog vænne mig til, at der ikke var tid til at træne, som da jeg var amatør. På Collstrop stillede de helt andre krav til min løbskalender. Det betød, at jeg skulle køre næsten 100 løb på en sæson, og sjovt nok syntes holdets sportsdirektører altid, at det næste løb i kalenderen var sæsonens vigtigste. Der var ingen lette løb.

Mærkede en ekstra motivation

Det var også den indstilling, der var til Omloop der Vlaamse Ardennen i Ichtegem, som skulle være min oprejsning dagen efter min afbrudte debut i det professionelle felt, hvor jeg blev smidt ud.

Jeg boede nær Ichtegem, en lille flække, og kendte alt til de små bakker og de karakteristiske brostensstykker på ruten. Vestflandern var ellers pandekagefladt med åbent terræn, så det blæste konstant.

Da jeg ankom til startområdet, var den søvnige by med få indbyggere som forvandlet. De lokale livede op, som altid, når årets højdepunkt kom forbi: cykelløbet. Indbyggere og familier fra oplandet samledes i bymidten for at spise pommes frittes ved fritureboderne, besøge det lille tivoli, der var banket op til lejligheden, og se cykelløb.

Frank Høj klar til løb for Collstrop.

Som jeg stod dér, mærkede jeg en ekstra motivation. En ærgerrighed. Jeg ville vise, at det var en fejl, at jeg var blevet taget ud af løbet dagen inden.

Der var kort tid til løbets start, da jeg mødtes med resten af holdet, hvor vores sportsdirektør gav os numre at sætte på tøjet, og vi fik gjort cyklerne helt klar. Vi havde intet taktikmøde på Collstrop. Det brugte vi aldrig. Men det var egentlig mit held, at jeg kom ind på et skodhold, der var fuldstændig ustruktureret. For ingen nåede at fortælle mig, at det ikke var mig, der skulle køre i udbrud.

Jeg betragtede den manglende struktur som en frihed. Samtidig var løbene i Belgien heller ikke særlig komplicerede. Det var ”klar, parat, start” og så ud over rampen. Ichtegem-løbet var ingen undtagelse.

Skældte konkurrent ud

Løbet blev sat i gang, og alle ryttere kørte aggressivt og prøvede at komme i udbrud. Det var som altid et vildt væddeløb i Belgien. Efter få kilometer prøvede jeg at angribe sammen med nogle andre ryttere. Vi fik hul. Jeg talte ni ryttere omkring mig.

Det var en fed følelse at ramme morgenudbruddet, selvom vi ikke var sikre på at holde vores forspring, fordi feltet jagtede os bagude. Efter 15 kilometer ramte vi brostensunderlag. Da jeg mærkede det under mig, tænkte jeg, at brosten ikke var så farlige, når vi var 10 mand samlet. Vi var en stor gruppe, der kunne skiftes til at gøre arbejdet, så vi kunne holde feltet bag os.

Er du komplet blæst i hovedet?

Frank Høj

Problemet var bare ikke feltet bag os, men derimod manden i blåt, som var med i udbruddet. Han sad forrest og flåede gruppen fuldstændig fra hinanden ved at køre ekstremt hurtigt hen over det ujævne underlag.

Udbruddet blev splittet, og jeg blev fanget i anden gruppe med tre andre ryttere. Det var noget lort. Vi fire havde feltet jagtende bag os og var nu på mellemhånd. Det åndssvage var, at vi kun havde 30-50 meter op til de seks ryttere, vi lige havde været i udbrud med, men det var meget svært for os at lukke hullet. Hvad havde de gang i?

Det eneste, jeg lagde mærke til foran mig, var den blåklædte rytter, som førte og førte og førte i den forreste gruppe. Vi kørte, alt hvad vi kunne, men de seks mand foran os drønede afsted. Efter et brostensstykke mere og næsten seks kilometer senere fik vi endelig kontakt med dem, vi var stukket af sammen med i begyndelsen af etapen. Men min puls var stadig ikke faldet ned – rytteren i front skulle vide, han var en idiot.

Så jeg kørte op til rytteren i blåt, der stadig førte som en gal, klappede ham på ryggen og sagde vredt:

- Er du komplet blæst i hovedet? Havde du tænkt, du skulle køre 180 kilometer seks mand uden lige at vente på os andre?

Han drejede hovedet, da jeg talte, men tog det helt cool. Han kiggede på mig, pegede så på sin blå trøje og spurgte, om vi kørte for det samme hold? Det måtte jeg jo svare nej til. Han kørte for Mapei, jeg for Collstrop.

Han kendte mig selvfølgelig ikke, for jeg var reelt i gang med mit første professionelle løb, og jeg kendte heller ikke ham. Troede jeg hvert fald. Jeg skulle blive klogere.

Eget hold førte an i feltet

Vi arbejdede på skift i mere end 10 kilometer, før feltet gav op og ikke længere jagtede os så intenst. Det betød, at jeg efter alt at dømme havde en chance for at slutte blandt de forreste i løbet. Var vi blevet hentet af feltet, havde jeg været færdig, fordi jeg allerede havde brugt så mange kræfter, men nu var jeg klar til en fed dag i udbrud og ville råde bod på dagen før. Jeg var virkelig glad.

Sportsdirektørerne fik lov til at køre op til os i udbruddet, og så blev mit gode humør ødelagt. Min sportsdirektør, Willy Terling, var sur på mig.

- Det er noget lort, det her, sagde han til mig ud ad vinduet i bilen.

- Hvad mener du?

- Du er den forkerte mand. Det er hele dit hold, der sidder forrest i feltet og fører.

Det kunne ikke passe. Kørte mit hold for at hente deres egen mand? Jeg vidste ikke, hvem Collstrop så satsede på, men det var åbenbart ikke deres nye dansker. Willy var nok også ekstra knotten over, at vi kun havde én mand med i udbruddet, og så var det endda den neoprofessionelle dansker, som de sikkert troede allermindst på.

Frank Høj cyklede for det danske hold CSC i 2004.

De neo- professionelle var ikke i høj kurs dengang. Der var et enormt skel og hierarki mellem rytterne. Meget mere, end der er i dag, hvor U23-ryttere kommer op og er klar til at køre om sejren fra de første løb. Jeg tog Willys melding meget personligt, men det gav egentlig mening, når jeg tænkte over det.

Det var et vigtigt belgisk løb for Collstrop, og vi var kun repræsenteret af en sølle ny dansk rytter, der næppe ville lave et godt resultat. Willy gav mig en ordre:

- Du må ikke føre. Du kan godt glemme alt om at arbejde sammen med dem her.

Han var meget insisterende, inden han kørte væk fra udbruddet igen. Nu sad jeg i et dilemma.

Truet med fyreseddel

Jeg var i udbrud med ni andre, og jeg måtte ikke tage min del af slæbet for min chef, men det er en uskreven regel i cykling, at du ikke blot er et hjuldyr. Det vidste jeg. Og det havde jeg virkelig ikke lyst til at være. Det ville være forfærdeligt at få ry som fedtspiller i min første løbsweekend som professionel. Så jeg prøvede at løse det på min egen måde.

Det kunne godt være, jeg ikke måtte sætte tempo, men jeg ville ikke være kendt som ham, der ikke tog føringer. Jeg ville vise, jeg også kunne bidrage, og så måtte den bedste mand vinde, mente jeg. Så jeg valgte at tage føringer, men jeg havde ikke modet til at sige det til Willy og love ham et godt resultat, hvis han bare stolede på mig.

Mine problemer med Willy var desværre ikke forbi. Han vidste nok godt, at han havde med en rebelsk dansker at gøre. Pludselig drønede han op til mig igen. Det viste sig, at Willy var kørt ad nogle små veje – de lokale kendte jo alle smutveje i det belgiske landskab – og havde parkeret sin bil skjult af et hus for at holde øje med mig.

Da han opdagede, at jeg tog føringer, speedede han op og kørte op til mig i udbruddet. Hans humør var ikke blevet bedre:

- Ser jeg dig føre én gang til, så er du fyret, sagde han.

Hans besked gik rent ind. Jeg ville ikke fyres. Det kunne godt være, jeg ikke adlød hans ordre, første gang han besøgte mig i udbruddet, men truslen om fyring kunne ikke overhøres.

I begyndelsen var der ingen problemer ved at lurepasse i udbruddet og ikke tage føringer, men forårsløb gør noget specielt ved ryttere. Man bliver træt på en helt anden måde, fordi det er først på sæsonen. 200 kilometer i den tidlige forårskulde gør rigtig ondt i benene, og det gjorde det også hos mine kammerater i udbruddet.

De blev trætte, og så blev de sure, da jeg stadig bare hang på. Det frustrerede dem tydeligt, og de begyndte at råbe ad mig. Hold op, jeg blev upopulær.

Navnet på manden i blåt

Da der manglede 40 kilometer, kom Willy igen op til udbruddet i sin bil. Der ventede fire omgange med toppede brosten. Hans dårlige humør var forvandlet til ét stort smil, da han sagde:

- Vi har ændret taktik. Nu er det dig, vi kører for. Allesammen. Du kan bare stikke af.

Det var en fed melding, og jeg havde jo friske ben, men ikke mange venner tilbage i udbruddet, der ville arbejde sammen med mig. Så snart vi ramte brostenene, kom det første angreb.

Rytteren i det blå tøj stak af, og ham så ingen af os igen. Han var alt for stærk for os andre. Resten af udbruddet gik i opløsning. Folk var trætte, men feltet truede os ikke bagfra. Det var også gået i stå. Som omgangene gik, faldt mine konkurrenter længere og længere bagud, og jeg kørte mod mål med én anden rytter.

Jeg havde klart mest energi, så jeg havde ingen problemer med at spurte forbi ham til sidst og køre over målstregen som nummer to i min første weekend som professionel. Jeg blev hurtigt kaldt på podiet og skulle hyldes.

Da jeg stod på det næstøverste trin på skamlen, annoncerede løbskomiteen vinderen. Manden i blåt.

- Og vinderen er: Johan Museeuw, lød det. Dét navn kendte jeg godt. Med det samme fór tankerne igennem hovedet på mig:

- Fuck, det er jo ham, jeg har klappet på ryggen og spurgt, om han var dum i hovedet.

Han var en kæmpe, kæmpe rytter. En af de største i sporten. Det var en katastrofe. Jeg var den nye dreng i klassen og havde svinet en af de største legender og Belgiens store helt til. De seneste år havde han vundet Flandern Rundt, Amstel Gold Race og Paris-Tours.

- Det sker bare ikke, det her, tænkte jeg.

Men jeg har aldrig haft problemer med Johan Museeuw siden. Vi talte med hinanden flere gange efter min debutweekend, og han opførte sig altid meget ydmygt, selvom han havde samme status i Belgien og cykelsporten, som Peter Schmeichel og Michael Laudrup havde på det tidspunkt hjemme i Danmark. Jeg kom aldrig til at høre for, at jeg kaldte ham en idiot.

Da jeg forlod podiet, blev jeg mødt af en glad Willy. Alle i Belgien vidste, at Museeuw ville være næsten umulig at slå i løbet, så holdet havde haft en nærmest optimal dag med min andenplads. Den gjorde også, at jeg steg i hierarkiet på holdet. Løbet gav mig et gennembrud, og kort efter blev jeg udtaget til det store etapeløb Tirreno-Adriatico.