Cykling

Bak gjorde sig bemærket i finalen i karrierens sidste løb

Søren Kragh Andersen var uheldig, mens Lars Bak til gengæld imponerede i karrierens sidste cykelløb.

I nogle kilometer lignede Søren Kragh Andersen en mand på en mission, men den 25-årige cykelrytter løb tør for held og kræfter i Paris-Tours, selvom han undervejs lå alene i front.

I stedet kom Lotto Soudals Jelle Wallays afsted, og forfølgerne så ikke belgieren igen. Det er Wallays anden triumf i det franske efterårsløb, som han også vandt i 2014.

Wallays kunne lade sig hylde på hele opløbsstrækningen og havde i mål et forspring på 28 sekunder til Niki Terpstra og Oliver Naesen, der blev nummer to og tre.

En anden dansker, Lars Bak, kørte sit sidste løb i karrieren, og den 39-årige veteran gjorde opmærksom på sig selv med et par korte angreb fra forfølgergruppen ti kilometer før mål.

Bak havde dog ikke overskud til at slippe væk, men han fik en fornem afsked med det professionelle felt og kørte med løftet arm over målstregen som bedste dansker på en syvendeplads.

Lotto Soudals belgiske Jelle Wallays cyklede alene i mål efter et dramatisk Paris-Tours. Video: Louise Lind

Ramt af punktering

Søren Kragh forsøgte at kopiere sidste års kunststykke, da han undervejs angreb og fik hollænderen Boy van Poppel med sig. Da duoen nåede en stigning med 53 kilometer til mål, måtte van Poppel opgive at følge med fynboen.

Selv om danskeren er specialist i enkeltstart, lignede det alligevel en stor mundfuld for en rytter, der har kæmpet med sygdom og kørte sit første løb i seks uger.

Forspringet var da også begyndt at svinde ind, da han blev ramt af en punktering på et af grusstykkerne og blev opslugt af en større gruppe.

Ti kilometer senere betalte Kragh prisen for sit angreb, da han måtte opgive at følge de forreste og lod sig falde tilbage.