Cykling

Cykellegenden Eddy Merckx forlader hospitalet efter styrt

Eddy Merckx blev indlagt på et hospital efter et cykelstyrt.

Eddy Merckx styrtede søndag og blev fragtet på hospitalet, hvor han blev undersøgt yderligere. Nu er han udskrevet igen.

Cykellegenden Eddy Merckx blev mandag kørt på hospitalet efter et styrt, og mandag aften havde han forladt hospitalet igen.

Det beretter nyhedsbureauet AFP.

Det var den belgiske avis Het Nieuwsblad, der tidligere mandag kunne fortælle, at Merckx søndag styrtede på sin cykel på en køretur med nogle venner.

Han blev efterfølgende fragtet til et hospital i Dendermonde med en hovedskade, og mandag er han blevet undersøgt nærmere.

Mandag aften skrev AFP så, at Merckx ifølge Stephane Thirion, som er en nær ven til Merckx, havde forladt hospitalet igen.

- Jeg var i kontakt med hans kone Claudine i aftes. Ifølge hende er det alt i alt ok. I dag (mandag, red.) planlægges nye test, fortalte Eddy Merckx' ven Paul Van Himst til det belgiske tv-selskab Sporza.

Fordi Merckx har fået indopereret en pacemaker, behandles han med større forsigtighed, skriver avisen.

74-årige Merckx regnes af mange som den største cykelrytter nogensinde. Gennem en imponerende karriere, der sluttede i 1978, vandt han blandt andet Tour de France og Giro d'Italia samlet fem gange.

Belgieren har stadig rekorden for fleste etapesejre i Tour de France med 34 af slagsen.

Det blev også til tre verdensmesterskaber, fem sejre i Liège-Bastogne-Liège og tre i Paris-Roubaix på en nærmest endeløs liste over sejre.