Giv mig Alperne fra Tourens start, tak

16x9
Ruten starter i Nice og slutter i Paris, resten bliver afsløret tirsdag den 15. oktober. Foto: Julien De Rosa / Ritzau Scanpix

Klumme: Sådan håber jeg, Tour de France-ruten 2020 kommer til at se ud.

I weekenden blev de to sidste store løb på den europæiske kalender kørt: Lombardiet rundt og Paris-Tours.

Hjelmen er dog ikke meget mere end taget af og cykelskoen klikket ud, før der skal kigges frem mod næste sæson. Tour de France-ruten bliver præsenteret tirsdag i Paris.

Når den er blevet det, kan holdene så småt begynde at stykke en plan for 2020-sæsonen sammen.

Passer ruten bedst til bjergrytterne, eller er den bedre for de lidt mere enskelstartkyndige ryttere? Er der mange etaper til sprinterne, eller skal man mere have et par allroundere med? Disse spørgsmål bliver sløret løftet for.

Vi ved, at starten går nede i Nice, og både første og anden etape er nogle kuperede nogle af slagsen. Første kan godt blive en dag, hvor nogle af sprinterne klarer skærene. Hvorimod anden dag er lidt mindre forudsigelig, og hvor sprinterne i hvert fald ikke klarer skærene.

Hvad der så sker herfra, ja det bliver vi meget klogere på. Hvad kunne jeg godt tænke mig af ruten?

Først og fremmest håber jeg, at de holder fast i det fine miks, de har haft de sidste par år af de korte og eksplosive bjergetaper samt de lange klassiske og mere udmarvende bjergetaper. De førstnævnte giver jo skønt cykelløb, hvor der hele vejen er gang i den, og hvor der kan angribes længere udefra.

De sidstnævnte er måske knap så spektakulære, men hører sig til i Tour de France-sammenhæng. De er med til at gøre Tour de France til noget specielt. Disse lange dage skaber måske grobund for spektakulære nedture en anden dag.

Derudover er cyklingen en sport med mange traditioner og mange myter, som lever videre, fordi der fortsat er de lange etaper, der passerer legendariske stigninger som Tourmalet og Galibier. Hvor man i kommentatorboksen eller hjemme i stuen kan mindes tidligere udgavers dramatik.

Det at ruten starter lige for foden af Alperne, åbner jo op for spørgsmålet om, om der skal køres direkte ind i dem efter de første par kuperede dage. Jeg håber, at det bliver tilfældet. Jeg ved godt, at jeg her måske går lidt imod mig selv og min hyldest af det traditionelle, som jeg skrev om i forrige afsnit. Jeg er dog ikke blind for, at nye ideer gør meget godt for løbet, og at der skal være god blanding mellem det traditionelle og det nye.

Tidlige bjergetaper har både i Giroen og Vueltaen andre år givet rigtig gode cykelløb. Gjort, at trøjen har skiftet ejermand nogle gange, og at der er ryttere, der er gået fuldstændig ned til sidst, fordi den reelle kamp i klassementet er spredt udover længere tid.

Bjerge tidligt i Tour de France skal der dog ikke være hvert år.

Der skal også være mulighed for, at sprinterne nogle år har mulighed for at køre i den gule førertrøje. Noget andet, der ikke skal være der hvert år, er brosten. De var ikke med sidste år, og jeg synes måske, at man godt kan vente til næste år med en brostensetape. Jeg er stor fan af brostensetaperne. Men det kaos, de skaber, gør bare, at man potentielt kan miste mange af bejlerne til podiet på én dag. Det synes jeg ikke, at Touren kan bære hvert år.

Hvad tidskørsler angår, så håber jeg, at der igen i år bliver plads til holdløb. En frygtelig hård disciplin at køre, én som jeg også selv frygtede, men gud, hvor jeg elsker at se på den. Jeg ved, hvor svært det er at få den til at fungere, og derfor synes jeg også, at der ikke er noget smukkere end et velsmurt holdløb.

Hvad angår den individuelle enkeltstart, så kunne jeg godt tænke mig en bjergenkeltstart op ad Mont Ventoux. Jeg kan huske dengang, der var enkeltstart op ad Alpe d’Huez. Jeg sad klistret til skærmen og nød det i fulde drag. En bjergenkeltstart vil bestemt favorisere ryttertyper som Bernal fremfor Dumoulin, men det synes jeg, er okay at gøre engang imellem - bare ikke hvert år.

Jeg var også begejstret for den etape til Champagnebyen Epernay sidste år, hvor Julian Alaphilippe vandt. Små, kringlede veje med korte og stejle stigninger og en lille bakke op til mål. Det giver altså fremragende cykelløb. Sådanne etaper kan blive til lidt af det hele. Det kan blive en dag for klassementsrytterne, en dag hvor Sagan-typerne vinder, eller en rytter kører af sted langt udefra.

Vogeserne kunne også en helt masse - med den efterhånden ny klassiske Planche des Belles Filles. Årets etape var dog federe end tidligere udgaver, med tilføjelsen af mange stigninger inden, navnlig den lige inden, som var megastejl og på en rigtig lille, smal vej. Så skulle man overveje at gøre Vogeserne til den afsluttende bjergkæde i årets Tour de France? Det syntes jeg. De lidt kortere stigninger giver måske et anderledes cykelløb end de lange i Alperne, men det kan også noget.

På den måde kan man også eksperimentere med forsøget fra Vueltaen i år. Jeg må indrømme, at jeg havde en anelse nej-hat på over den sidste uge af Vueltaen. Hvor er bjergene, tænkte jeg for mig selv.

Det endte dog med at blive et topfedt cykelløb. Bevares, de var også heldige med, at det blæste på de rigtige dage, men sidevind skaber bare mere ravage, når folk er trætte fremfor friske. Jeg ved godt, der sjældent er vind i juli, men i området omkring Reims - der kan det sagtens blæse.

Så min Tour-rute vil altså være Alperne fra tredje til femte etape. Nogle fladere dage til sprintere eller udbrud de næste tre dage, inden man om søndagen på niende etape har enkeltstart op ad Mont Ventoux.

Efter hviledagen er der et par etaper langs Middelhavet, inden man kører holdløb i Toulouse. Herefter tre etaper i Pyrenæerne. Sidste uge startes med mulig sidevind på etapen til Reims, kuperet etape i de franske Ardenner omkring Charleville-Mezieres, transportetape til Vogeserne og så to bjergslag her inden sidste etape til Paris.

Er jeg farvet af at være bjergrytter i mine håb til ruten? Det må jeg nok indrømme, ja.

Hvis jeg havde været sprinter, ville mine håb til ruten helt sikkert have været anderledes, for der er ikke levnet meget tilbage til dem. Bliver jeg skuffet, hvis ruten ikke bliver sådan? Nej, for jeg elsker Tour de France, og lige meget hvordan ruten bliver, så skal det nok blive et fedt cykelløb.

Jeg glæder mig allerede til lørdag den 27. juni 2020.