Cykling

Bahrain Merida præsenterer seks ryttere på én gang

Cykelholdet fra Bahrain har hentet hele seks nye ryttere til holdet.

Jakob Fuglsangs nu tidligere holdkammerat Pello Bilbao er iblandt de seks ryttere, som Bahrain Merida har præsenteret.

Der bliver nok brug for navneleg, når Bahrain Merida møder ind til den kommende sæson.

I en pressemeddelelse onsdag har holdet fra Den Arabiske Halvø præsenteret de seks nye ryttere: Pello Bilbao, Rafael Valls, Eros Capecchi, Marco Haller, Kevin Inkelaar og Scott Davies.

- Vi er begejstrede over, at disse seks ryttere bliver en del af holdet og den fremtidige retning med Rod Ellingworth og McLaren, siger holdmanager Brent Copeland til holdets hjemmeside.

Alle seks ryttere er blevet tilknyttet holdet på en toårig aftale.

Præsentationen af de nye ryttere kommer i kølvandet på sidste uges skandale. Her blev en af holdets ryttere og den administrerende sportsdirektør fyret, da de havde fået en karantæne på to år efter brug af doping.

Også holdets store stjerne og den dobbelte verdensmester i enkeltstart, Rohan Dennis, har forladt holdet. Han fik ophævet sin kontrakt med øjeblikkelig virkning.

De seks ryttere

Det er formentlig kun de helt store cykelhajer, der kan give en detaljeret beskrivelse af samtlige seks nye ryttere.

World Tour-holdet har nemlig valgt at hente en god blanding af ældre og yngre cykelryttere, hvor ikke alle sammen er prominente navne i cykelverdenen.

Derfor kan du få et overblik over de seks nye Bahrain Merida-ryttere og deres bedste præstationer her:

Bahrain Meridas nye ryttere

  1. Pello Bilbao

    29-årig spanier hentet hos Astana

    • To etapesejre i Giro d'Italia i 2019
    • Etapesejr i Criterium du Dauphine i 2018
    • Samlet sjetteplads i Giro d'Italia i 2017
  2. Rafael Valls

    32-årig spanier hentet hos Movistar

    • Samlet vinder af Tour of Oman i 2015
    • Etapesejr i Tour of Oman i 2015
    • Toer på Tour de France-etape i 2010
  3. Eros Capecchi

    33-årig italiener hentet hos Quick-Step

    • Etapesejr i Giro d'Italia i 2011
    • Toer i Vuelta a Espana-etape i 2011
    • Samlet vinder af Euskal Bizikleta i 2008 

     

  4. Marco Haller

    28-årig østriger hentet hos Katusha

    • Østrigsk mester i landevejscykling i 2015
    • Etapesejr i Østrig Rundt i 2014
    • Etapesejr i Tour of Beijing i 2012
  5. Kevin Inkelaar

    22-årig hollænder hentet hos FDJ

    • Får sin første sæson på World Touren
    • Etapesejr i Giro Ciclistico i 2018
    • Etapesejr i Giro Ciclistico i 2019
  6. Scott Davies

    24-årig brite hentet hos Dimension Data

    • Samlet toer i Tour Alsace i 2018
    • Etapesejr i Ronde de l'Isard i 2016
    • Giro d I'talia 2019 var første Grand Tour