Cykling

Froome hylder 'fantastisk' Tour-rute

Chris Froome har svært ved at tørre smilet væk efter præsentationen af næste års Tour de France-rute.

Chris Froome er svært begejstret for prøvelserne, der venter i næste års Tour de France.

Fire gange har Chris Froome indtaget det øverste trin på cykelsportens fineste podie af dem alle. Det på Champs-Élysées i Paris som vinder af verdens største cykelløb, Tour de France.

Tirsdag fik den firedobbelte vinder og resten af cykelverden så løftet sløret for, præcis hvordan ruten til næste års rundtur på de franske landeveje ser ud, og hvilke strabadser der skal forceres i den 107. udgave af Tour de France.

Og for Team Ineos-kaptajnen og de andre dygtige bjergryttere i feltet er næste års rute en sand lækkerbisken. 8 deciderede bjergetaper venter, og det ser Chris Froome frem til.

- Det er nok den hårdeste rute, jeg har set de sidste 5-6 år, men det er fantastisk. Det er godt for løbet, fortæller Chris Froome til TV 2 SPORT umiddelbart efter præsentationen af ruten.

- Det giver mange muligheder for klassementrytterne til at prøve og vinde løbet, og det er det, alle vil se. Alle vil se de store slag mellem de største navne. Og den her rute er hård nok til at tillade det.

Bjergbenene skal usædvanligt tidligt i aktion i næste års Tour de France.

Den første uge byder på to bjergafslutninger i et forsøg på at lokke de store navne tidligt i aktion, men der er også voldsomme stigningsprocenter på programmet sidst i Touren. På næstsidste etape venter en spektakulær enkeltstart op ad Planche des Belles Filles.

- Den etape er brutal. Vi har ikke set noget som det i årtier. Det bliver helt klart en afgørende etape. Det er en lang enkeltsart. Det går ikke kun opad, så det bliver meget interessant for tilskuerne, lyder Chris Froomes forudsigelser om den krævende enkeltstart, der endegyldigt finder vinderen af næste års Tour de France.

Rivaler ser frem til 'særlig' rute

Chris Froome måtte se dette års Tour de France fra sofaen, efter et voldsomt styrt kostede den 34-årige Ineos-stjerne flere brækkede knogler. Herfra kunne kenyanskfødte Froome se sin unge holdkammerat Egan Bernal cykle afsted med sejren.

Den forsvarende mester var også til stede ved tirsdagens rutepræsentation i Paris, og colombianeren er helt på linje med sin holdkammerat, når det kommer til den eneste enkeltstart i næste års Tour de France.

- Det bliver anderledes og specielt, siger Egan Bernal til TV 2 SPORT.

- Den bliver særlig, fordi det er den sidste rigtige etape. Jeg tror, du er nødt til at komme til den etape med noget tid, hvis du vil blive i din comfort zone. Men generelt er ruten rigtig, rigtig hård.

Én af dem, der i store dele af Touren truede Egan Bernal i kampen om den samlede sejr i år, var franske Julian Alaphilippe.

Og Deceuninck Quick-Step-fighteren er enig med de to konkurrenter fra Team Ineos. Næste års Tour de France bliver en usædvanlig hård omgang.

- Det er en meget special rute med mange nye stigninger, fortalte Julian Alaphilippe til TV 2 SPORT.

- Det er godt med bjerge tidligt på ruten. Løbet vil måske blive mere åbent. Du skal være på vagt allerede på anden etape. Lige nu ser jeg frem til næste år.