Cykling

Belgisk cykelhold topper sejrsliste for ottende år i træk

Deceuninck-Quick Step har taget 68 sejre i sæsonen. Forrest ses Michael Mørkøv, efterfulgt af Julian Alaphilippe i gult, Enric Mas og Dries Devenyns under årets Tour de France. Christian Hartmann / Ritzau Scanpix

Deceuninck-Quick Step med tre danske ryttere blev det mest vindende cykelhold på den professionelle World Tour i 2019.

Det belgiske storhold Deceuninck-Quick Step kan endnu engang kalde sig det mest vindende cykelhold på World Touren.

Med afslutningen på Tour of Guangxi i Kina er sæsonen endegyldigt overstået, og Quick-Step sluttede på 68 sejre - inklusive Enric Mas' samlede triumf i det kinesiske etapeløb.

Spanierens sejr udbyggede holdets i forvejen klare forspring til de nærmeste rivaler på listen.

Nummer to blev hollandske Jumbo-Visma, der er noteret for 52 sejre, mens det tyske Bora-hold endte på 49.

Quick-Step har med Michael Mørkøv, Kasper Asgreen og Mikkel Honoré tre danske ryttere i staben, og tilsammen bidrog trioen med fire sejre i 2019.

Asgreen stod for tre af dem, eftersom han triumferede på 3. etape af Deutschland Tour, ved DM i enkeltstart og på 2. etape af Tour of California.

Den sidste danske sejr blev hjemført af Michael Mørkøv, som vandt linjeløbet ved DM i Esbjerg.

Quick-Steps mest vindende rytter blev Julian Alaphilippe med 12 sejre, mens Elia Viviani vandt 11 løb.

Det er ottende sæson på stribe, det belgiske hold topper listen over flest sæsonsejre.

Mindst grund til jubel havde Katusha, der kun blev noteret for fem sejre i 2019.