Cykling

Kittel føler sig fri uden pres og forventninger

Marcel Kittel er stolt over det, som han nåede at opnå i sin karriere.

Den tyske sprinter Marcel Kittel stoppede sin karriere for to måneder siden og er nu gået i gang med at studere økonomi på universitetet.

Med 14 etapesejre i massespurterne ved verdens største cykelløb, Tour de France, nåede Marcel Kittel at bevise sig selv som en af verdens hurtigste sprintere.

I de seneste sæsoner begyndte resultater og motivation dog at svigte for den 31-årige tysker. I maj opsagde Katusha-Alpecin og Marcel Kittel samarbejdet, og tre måneder senere sagde tyskeren endegyldigt farvel til tilværelsen som professionel cykelrytter.

Men livet som en af cykelsportens største stjerner er ikke noget, som Marcel Kittel har savnet.

- Jeg er virkelig glad for, at alle forventningerne er væk. At man ikke længere er centrum for opmærksomheden, hvilket man altid er som sprinter, siger Marcel Kittel ifølge Cyclingnews.com.

- Jeg er virkelig stolt af det, jeg har opnået i min karriere, og jeg elsker stadig sporten, men det er meget rart ikke at leve med pres og forventninger. Jeg var i en meget stram organisation som professionel, og nu er jeg fri.

Er begyndt på universitet

En af årsagerne til Marcel Kittels karrierestop var de mange rejsedage, som man har som professionel cykelrytter.

Med udsigten til at blive far om få uger ønskede tyskeren ikke at tilbringe så mange dage væk fra sin familie. I stedet er Marcel Kittel gået i gang med at studere økonomi på universitetet i den sydtyske by Konstanz, der ligger tæt på grænsen til Schweiz.

- Jeg ved, at jeg er interesseret i økonomi og gerne vil vide mere om det, og jeg vil gerne finde ud af, om det er noget for mig. Det er den filosofi, jeg har, når jeg beslutter mig for noget.

- Det vigtigste er, at jeg er interesseret i det og er nysgerrig efter det, så må vi se, hvad jeg kan bruge det til i fremtiden, lyder det fra Kittel.

Marcel Kittel nåede i sin karriere at vinde etaper i alle tre Grand Tours. Tyskeren havde sin sidste optræden som professionel i april, hvor han blev nummer 99 i det belgiske endagsløb Scheldeprijs. Et løb, som han tidligere har vundet fem gange.