Cykling

Bjorg Lambrecht æres med smuk gestus efter sin død

Bjorg Lambrecht omkom efter et styrt på 3. etape i Polen Rundt.

Arrangørerne af Polen Rundt har valgt at frede rygnummer 143 til ære for Bjorg Lambrecht, der i august mistede livet på tredje etape af årets udgave.

For 89 dage siden skete det værst tænkelige under 3. etape af cykelløbet Polen Rundt.

På etapen, der var præget af store mængder regn, styrtede det belgiske stortalent Bjorg Lambrecht ind i en betonvæg. Lotto Soudal-rytteren blev fragtet til et nærliggende hospital, hvor hans liv ikke stod til at redde.

I en alder af 22 år afgik Bjorg Lambrecht ved døden.

I dagene og ugerne efter ulykken blev den unge belgier hyldet og mindet ved adskillige lejligheder, og i anledning af allehelgensdag, der i Polen afholdes 1. november, har World Tour-løbet endnu en gang valgt at ære cykelrytteren med en smuk gestus.

- Vi bærer mindet om Bjorg Lambrecht hver dag, men nu hvor det er allehelgensdag, beder vi jer tænde et lys for ham, uanset hvor I tager hen i dag. Det gør vi.

- Og så kan vi officielt bekræfte, at nummer 143 aldrig vil blive båret i Polen Rundt igen. Det er for Bjorg. Vi vil altid huske dig, skriver arrangørerne af Polen Rundt på Twitter.

To dage efter ulykken - 7. august - skrev Lotto Soudal i en pressemeddelelse, at at dødsårsagen er en alvorlig skade på leveren.

"Et af de store belgiske talenter"

Bjorg Lambrecht var inden styrtet godt i gang med sin anden sæson som professionel. Belgieren havde markeret sig ved blandt andet at vinde ungdomstrøjen i Critérium du Dauphiné, blive nummer fire i Fleche Wallonne og nummer seks i Amstel Gold Race.

- Det var et af de store belgiske talenter. Han var en ny belgisk Ardenner-klassiker-konge, kan man nok godt sige. Han var god til at køre op ad de her små, stejlere stigninger, som der kendetegner Ardennerne. Det var sådanne løb, han var aller, aller bedst til. Det er sådan, jeg vil huske ham, siger TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen.

Han skrev kontrakt med Lotto Soudal i 2018 efter en sæson, hvor han vandt juniorernes udgave af Liége-Bastogne-Liége og blev nummer to i Tour de l'Avenir, som populært kaldes juniorernes Tour de France.