Cykling

Greipel skifter til kommende World Tour-hold

André Greipel skal i næste sæson køre sammen med Mads Würtz Schmidt med Nicki Sørensen som sportsdirektør.

Den tyske sprinter har skrevet en kontrakt med Israel Cycling Academy for én sæson.

André Greipel fik nogle hårde ord med på vejen, da han i starten af oktober offentliggjorde, at han ikke fortsætter på Arkea-Samsic-holdet.

Holdets teammanager, Emmanuel Hubert, meddelte, at han var skuffet over sprinterens resultater, og at de langt fra var tilfredsstillende. Derfor skiltes deres veje.

Greipel har nu fundet sit nye hold. Tyskeren skal i 2020-sæsonen køre for Israel Cycling Academy, som i næste sæson rykker op på World Touren, da de fusionerer med Katusha-mandskabet.

- Jeg ser frem til udfordringen ved at præstere på det højeste niveau igen sammen med Israel Cycling Academy. Det er et projekt for fremtiden med en masse motivation og talentfulde ryttere, siger André Greipel i en pressemeddelelse.

- Jeg har fulgt holdet og udviklingen, og det ville jeg være en del af – specielt med chancen for at køre på World Touren igen.

WELCOME ANDRÉ GREIPEL! The “GORILLA” is Joining Israel Cycling Academy: German ANDRÉ GREIPEL to race with ICA at...

Posted by Israel Cycling Academy on Tuesday, November 5, 2019

"En ære at have på holdet"

Tyskeren havde ellers kontrakt med Arkea-Samsic til og med år 2020, men de to parter blev enige om at ophæve kontrakten fra 31. december 2019.

Nu skal have så prøve chancen hos det israelske hold, og det ser holdets teammanager, Kjell Carlström, frem til.

- André Greipel har leveret så store resultater igennem årene, og det er en ære, at han skal køre for holdet, siger manageren.

- Vi er sikre på, at han kan fortsætte med at vinde i 2020, men det vigtigste er hans store erfaring, som vi kan bruge - især i klassikerne og de hurtige afslutninger.

André Greipel har igennem sin karriere blandt andet vundet 22 Grand Tour-etaper, herunder 11 Tour de France-etaper.

På Israel Cycling Academy kommer han til at køre sammen med Mads Würtz Schmidt - derudover er Nicki Sørensen sportsdirektør på det fusionerede hold.